Fortsæt til indhold

Ejendomsselskab lokker med gratis husleje i helt nyt byggeri

I Risskov er der opført 59 nye lejligheder, som indtil videre har været populære hos aarhusianerne

Samfund
Camilla Kjærgaard Olesen

lejligheder Ejendomsselskabet Engparken Risskov har fået bygget 59 lejligheder på Brassøvej 2,4 og 6 og Borresøvej 3 og 5 i Risskov. Der er både 2-, 3- og 4-værelses lejligheder, og især de to førstnævnte er røget væk, mens der stadig er 4-værelses lejligheder ledige.

"De 4-værelses er til at dele for studerende, ligesom de også er tiltænkt børnefamilier og ældre par. Vi gør det muligt for unge mennesker uden opsparing at kunne leje dem, fordi vi tilbyder de første tre måneder med gratis husleje. Det kan også være, at man skal have solgt et hus, og så hjælper de tre måneders husleje," fortæller Betina Dalskov, ejendomsadministrator hos Ejendomsselskabet Engparken Risskov.

Byggeriet har været undervejs i omkring to år, og først lige inden sommerferien så det helt færdigbygget ud, hvilket ifølge Betina betyder, at børnefamilier bedre kan se sig selv i byggeriet nu.

"Der er ikke mange, der synes om at lade deres børn cykle rundt i murbrokker, men nu tror jeg, at børnefamilierne bedre kan se sig selv i byggeriet," siger hun.

Legepladser til børnene

For at tiltrække børnefamilierne er der opført flere legepladser i området, der henvender sig til forskellige aldersgrupper, ligesom der er er grønne områder med bordbænke-sæt.

Der er også lavet stisystemer, som man kan gå på mellem blokkene, og der er nem adgang til letbanen.

"Når vi har valgt at bygge lige der, så handler det om, at vi kunne se en masse muligheder. Det er logistisk rigtig godt, og så henvender området sig godt til de målgrupper, som vi gerne vil have fat i. Samtidig er det tæt på vandet og universitetet - i det hele taget ligger det rigtig godt," fortæller Betina Dalskov.

Der er lavet legepladser flere steder i Engparken i Risskov.

Til hver lejlighed er der store altaner, hvor der er plads til både barnevogn og møbler, ligesom der også er blevet bygget et kælderrum til hver lejlighed.

Gratis parkering

Mange steder hvor der bliver opført nye lejligheder i Aarhus er der også lavet parkeringspladser, men ofte skal lejerne selv betale for dem. Det er ikke tilfældet på Brassøvej og Borresøvej i Risskov.

Der er legepladser flere forskellige steder i det nye byggeri i Risskov.

"Der er plads til, at alle kan have en bil uden ekstra udgifter. Lejerne har også mulighed for at have husdyr, men kun for dem der bor i de 4-værelses," siger Betina Dalskov.

Inspiration til oldekolle

For ejendomsselskabet er de 4-værelses lejligheder opført for at få inspiration til et senior-oldekolle. Faktisk er 25 af de 59 lejligheder 4-værelses.

"Der er efterspørgsel på det, for der er mange, der gerne vil flytte, inden de bliver dårlige, og man har mulighed for at få et liv sammen med andre ligestillede. Med 4-værelses lejlighederne henter vi noget inspiration til det videre forløb, så vi kan se, hvad der fungerer," siger Betina Dalskov.