Fortsæt til indhold

Søbad repareret for 4-5000 kroner efter hærværk

Det midlertidige søbad i Byparken i Skanderborg fik en hård opstart, da det blev udsat for omfattende hærværk i juni, men nu er det igen klar til brug

Samfund
Af Bettina Sønderskov

I juni brugte frivillige en hel weekend på at bygge et nyt midlertidigt søbad i Byparken i Skanderborg. Men allerede tirsdagen efter blev de farvestrålende møbler smadret af festende unge dage, der ikke kunne finde ud af at behandle møblerne ordentlig. Nu har strandstolene været under kærlig behandling af en ung mand, som er i jobtræning på kommunens materielgård. Fra Materielgården forlyder det, at det har kostet 4-5000 kroner i indkøb af materialer.
"Møblerne er blevet forstærket med ekstra plader, så de er knapt så skrøbelige, som før, og vi har heldigvis ikke haft flere tilfælde af hærværk," siger Signe Grønnegård, som er projektmedarbejder i Skanderborg Kommune.
Hun melder om, at søbadet nu er fuldstændig klar til at tage imod badegæsterne. De stiger, som skulle have været monteret på badebroen fra begyndelsen, er nemlig også nået frem, efter at de en overgang var strandet i Tyskland. Det frivillige netværk bag initiativet 'Skanderborgs Byhelte' håber, at det midlertidige søbad bliver brugt flittigt hen over sommeren, og at alle behandler møblerne ordentligt, for de bliver ikke repareret igen. Det her er sidste chance, lyder meldingen.

Brænde til bålet

”Jeg håber, at byens borgere bliver glade for at kunne bruge byparken mere aktivt,” siger en af byheltene, Nicolai Therkelsen, som pointerer at alle meget gerne må melde ris/ros ind omkring det midlertidige søbad, så kommunen har mulighed for at tage det med videre i processen omkring et eventuelt permanent søbad.
I Byparken er der også mulighed for at tænde bål ved det nye bålsted, som kommunen løbende leverer brænde til for at forhindre at nogen, skulle føle sig fristet til at brænde de nyrenoverede strandmøbler af.
"Jeg kan godt forstå, at nogen måske synes, at vi imødekommer hærværksudøverne for meget på den måde, men det er faktisk en ordningn, vi har haft i hele kommunen i to-tre år," siger Signe Grønnegård.
Ifølge hende kører kommunen hver uge nogle poser brænde ud til de offentlige bålsteder i kommunen.
"Det har en præventiv virkning og kan gøres for små midler," forklarer hun.

Sådan så møblerne ud efter en våd og vild fest i Byparken natten til Grundlovsdag.