"Historisk og ekstraordinært"
Anders Kühnau vil bede regionsrådet sende hele det ekstra økonomiske råderum til Aarhus Universitetshospital
"I Region Midtjylland budgetterede vi med, at de danske regioner ville få et løft på 500 millioner kroner, men vi har så fået 1,5 milliard."
Den tørre konstatering kommer fra regionsrådsformand Anders Kühnau (S), som er lettet over, at partikollegaerne i regeringen afsatte tiltrængte midler til sundhedsvæsenet i onsdagens økonomiaftale med de danske regioner.
"Det er en rigtig god aftale, som betyder, at vi får et varigt løft af vores sundhedsvæsen, som er langt større end det, vi har været vant til."
Anders Kühnau havde bedt Christiansborg om 600 millioner kroner til at afbøde de mange besparelser, Aarhus Universitetshospital stod overfor de kommende år på grund af blandt andet uforudsete flytteudgifter.
Det fik han ikke, men nu vil han arbejde for, at alle de besparelser, der var aftalt fra 2020 og frem, kan droppes.
"Hele det ekstra råderum, vi får, vil jeg foreslå til regionsrådet, at vi giver ubeskåret til AUH for at nedbringe deres økonomiske udfordringer. Vi vil kunne fjerne de besparelser, som AUH har fra 2020 og frem helt," proklamerer S-politikeren.
Ifølge Kühnau understreges det kun, hvor alvorlig situationen er, at man i en økonomiaftale særskilt afsætter 100 millioner til AUH.
"Det er historisk og helt ekstraordinært, at der bliver givet penge til ét hospital, og det kan vi kun være tilfreds med."
Kunne "knække halsen"
Han understreger, at hospitalets budgetter stadig skal overholdes, og at man stadig skal finde de 150 millioner kroner, der er planlagt i besparelser i år.
"Og det er selvfølgelig en udfordring, men nu giver vi dem økonomiske vilkår, som svarer til andre hospitalers. Nu er man ikke længere urimeligt dårligt stillet og skal finde større effektiviseringer end på tilsvarende hospitaler. Det løser ikke alle problemer, men det giver et meget stort løft til AUH, hvis regionsrådet vil være med til at prioritere pengene."
Hvorfor skal AUH have alle penge, når vi hører om flere regionshospitaler, der har problemer med at få tingene til at hænge sammen?
"Fordi problemerne på AUH er helt særlige. Der er blevet skabt en cocktail, som jeg var bekymret for ville knække halsen på hospitalet, og det kommer ikke til at ske på min vagt. Det er jeg fast besluttet på," siger Anders Kühnau og uddyber:
"Knækker AUH vil det have negative konsekvenser for borgerne i hele regionen. Det vil få afsmittende effekt på de andre hospitaler, der er så afhængige af et stærkt samarbejde med AUH. Alle ved, at vores sundhedsvæsen er afhængig af et stærkt universitetshospital i Aarhus. Ikke kun i regionen, men i hele det Danmark."