Fortsæt til indhold

Det vil byrådspartierne bruge penge på i 2020

Se, hvad de forskellige partier i byrådet prioriterer i de igangværende budgetforhandlinger

Samfund
Arkiv

En årligt tilbagevendende begivenhed er gået i gang. I dag, mandag, har byrødderne sig til forhandlingsbordet for at blive enige om, hvordan de mange skattekroner i kommunekassen skal bruges i 2020. Langt størstedelen af pengene er på forhånd afsat til den almindelige drift af kommunen og tidligere vedtagede beslutninger.

Men der er lidt tilbage i kassen at rutte med, og de penge skal partierne nu lægge arm om at prioritere.

Herunder kan du læse, hvordan de enkelte partier vil prioritere det overskydende økonomiske råderum.

(Avisen har ikke hørt fra Alternativet i denne forbindelse)

Rød fløj

Anders Winnerskjold, Socialdemokratiet

Det vigtigste til budgetforhandlingerne er at få udbygget vores velfærdspolitik på de store velfærdsområdet. Med borgermesteren i spidsen vil vi afsætte 1,2 millioner kroner over de næste 4 år. Aarhus vokser markant, vi bliver flere ældre og børn. Det er grundlæggende godt, men det koster også at vokse. Det kræver en stor investering, og det vil vi gerne være med til at finansiere. Desuden oplever socialområdet et enormt pres. Derfor skal det have en ekstra saltvandsindsprøjtning.

Thomas Medom, SF

Hos SF er topprioriteten altid velfærd. Vi går derfor til budgetforhandlingerne for at sikre penge og dermed mere tid og nærvær til børn, ældre og aarhusianere, der får hjælp fra socialforvaltningen.

Keld Hvalsø, Enhedslisten

Enhedslisten prioriterer socialområdet højest. Det gælder især handicapområdet, men også generelt alle der er socialt udsatte og har været udsat for nedskæringer og manglende bevillinger.

Eva Borchorst Mejnertz, Radikale Venstre

Så længe vi ikke kender råderummet, kan vi ikke blive ret konkrete, da økonomisk ansvarlighed er afgørende for os. Når det er sagt, er det fortsat børn, unge og uddannelse, der er de vigtigste prioriteter for os. Navnlig er vi optagede af at bremse den alarmerende vækst i antallet af sårbare børn og unge. Det kræver blandt andet prioriteringer i forhold til de tidlige indsatser, specialområdet og normeringer i daginstitutionerne. Det er også afgørende for os, at der sættes ressourcer af til at løfte klimaindsatsen.

De borgerlige

Gert Bjerregaard, Venstre

Venstres overskrift er en grøn, bæredygtig strategi med borgeren i centrum. I ikke prioriteret rækkefølge nævner jeg nogle af de ønsker, vi har i Venstre: En styrket indsats for børn med handicap og deres familier, nye, flere og rene toilletter i folkeskolen, styrket frit valg for ældre medborger, balance i økonomien og styrkelse af den kollektive trafik i oplandet, styrket indsats for at få flere ledige unge i beskæftigelse. Derudover en dynamisk regulering af flaskehalse i trafikken, sikkerhed ved havnepladserne med varmesøgende kamera og lignende, en ren by med flere skraldespande og bemanding, mindre slukning af gadelys i den mørke tid, for det handler om tryghed, cykelsti fra Trandbjerg til Solbjerg, bekæmpelse af støj, støjværn med mere, børn i privatskoler skal sidestilles med børn i folkeskolen i forhold til kommunale fritids tilbud.

Almaz Mengesha, løsgænger

Jeg er meget bekymret for udviklingen på det sociale område, hvor vi står og mangler, i bedste fald, 84 millioner kroner for at kunne levere nødvendig velfærd til nogle af vores mest udsatte borgere. Det vil derfor have min helt store prioritering.

Jette Skive, Dansk Folkeparti

Hjemmepleje Vi kæmper for et løft af hjemmeplejen. Sidste år fik vi sikret midler til et forsøg med ’Kendt Hjemmehjælp’, hvor det i højere grad skal være det samme team af hjemmehjælpere, der besøger den enkelte borger. Næste skridt er at sikre, at der også er tid til nærvær og omsorg, når hjemmeplejen kommer forbi. Tid til at høre om dengang Bent var i militæret, eller til at holde Ruth i hånden, hvis hun har behov for det. Der skal så lidt til, og det kan gøre en kolossal forskel for det enkelte menneske. Vi vil sikre, at borgere og hjemmehjælpere atter kan opleve en hjemmepleje, hvor der er tid til nærvær og kærlig omtanke. Det er derfor en hovedprioritet for os, at der kommer mere tid i hjemmeplejen.

Mette Skautrup, Det Konservative Folkeparti

MedansvarDen vigtigste prioritering for Det Konservative Folkeparti er at finde modeller, hvor vi løser samfundets udfordringer i fællesskab mellem borgere, kommunen og civilsamfundet. Det offentlige er ikke svaret på alle problemer. Vi tror på, at de gode løsninger for eksempel er forslagene om Headspace, et anonymt tilbud til sårbare unge og Home-Start, der hjælper familier som har brug for en ekstra hånd i en periode, hvor vi hjælper hinanden i de fællesskaber, vi indgår i. Vi vil ikke gå på kompromis med tiltag, der tager ansvaret væk fra civilsamfundet og den enkelte borger.