Morgenhår, hygge og aktiviteter
Mor og far derhjemme er ikke glemt, men der er ikke tid til at savne.
ULSTRUP Store jakker og morgenhår er, hvad du kan finde klokken 07.20, når eleverne på Gudenaadalens Efterskole i Ulstrup tøffer rundt på deres morgentur.
"Vi går en tur med navnebrikkerne i max otte minutter for at se, om alle er her," fortæller Fiona Kriegbaum. "Det er så hyggeligt."
Hun kommer fra Viborg og startede på skolen i begyndelsen af august for at tage 10. klasse.
Emil Øjerson Gronemann fra Aarhus er kommet til skolen ved den berømte å for at møde nye mennesker.
"Jeg kom fra en lukket gruppe derhjemme, men vil gerne have nogle nye relationer."
"Jeg får da mad og snak"
De er begge faldet til på rekordtid, selvom mor og far derhjemme ikke er glemt.
"Men her har du bare ikke tid til at sætte dig ned og savne dem," siger Fiona.
"Mor ringer hele tiden og spørger, om jeg nu husker at spise og får snakket med andre," siger hun med et grin.
Emil oplever, at efterskolen kræver en del energi. Ikke blot fordi han er et sted, hvor idræt og for hans vedkommende fodbold fylder en del.
"Derhjemme i Aarhus er der meget stille nu i forhold til her."
Trækstien er fin til ture
Livet ved Gudenåen giver også muligheder for nogle ture på trækstien.
"Her kan vi løbe eller cykle, men vi må ikke bade i åen. Det er en rigtig fin natur," siger Fiona, der også har roser til lærerne og forstander. "De er så engageret. Da en lærer måtte tage hjem, overtog Jesper Emil (forstanderen, red) fodboldtræningen. Det var helt naturligt for ham."
Ud at rejse
Begge elever vil hjem og tage STX-gymnasiet i Viborg og Aarhus, når sommeren 2020 er ovre.
"Og så vil jeg gerne have et job, tjene nogle penge og ud at rejse," fortæller Emil.
"Jeg vil også gerne rejse. Jeg kunne tænke mig at bruge det spanske, som jeg har haft på skolebænken," siger Fiona.
Efterskolernes Dag 2019 holdes 29. september.