Kommentar: Socialdemokratiet og politisk strategi
Socialdemokratiets byrådsgruppe var søndag samlet for at diskutere partiets strategi for Budget 2020.
Man må sandelig håbe, at borgmester Ole Bollesen og hans partifæller har benyttet den afmålte tid på søndagens møde på bedst mulige måde.
Sidste uges byrådsmøde må i hvert fald have givet rynker i panden hos borgmesteren og hans gruppe.
Dansk Folkeparti, Alternativet og Enhedslisten, som alle skrev under på Budget 2019, var jo ikke klar til at tage ansvar for de forslåede budgetopfølgninger.
Dansk Folkeparti og Alternativet stemte i modsætning til Enhedslisten dog for den samlede budgetopfølgning, men, men...
Spørgsmålet er så, om det får Socialdemokratiet til at ændre kurs ved de kommende budgetforhandlinger, som begynder for alvor torsdag, når direktionen præsenterer sit budgetkatalog for politikerne.
Dagen efter kan budgetkataloget læses af borgerne på syddjurs.dk.
Budgetkataloget er ikke den endelige sandhed om næste års budget. HUSK DET.
Først skal politikerne i løbet af den næste måned sætte deres fingeraftryk.
Spændende bliver det om Socialdemokraterne denne gang har lavet et internt strategipapir, som gruppen er enige om skal være køreplanen for borgmesterpartiet? Det får vi vished for om ikke så længe. Måske har Socialdemokratiet langt om længe erkendt, at politik er mere hardcore end letkøbte floskler som 'Vi gør det sammen'.
Noget tyder på, at mindst et gruppemedlem, Michael Aakjær, har erkendt det. Man kan så håbe, at resten af gruppen også har det?
Hvem vil vi lave budget med? Hvem kan vi lave budget med? Det bør være de to spørgsmål, som Socialdemokratiet har diskuteret søndag, og som en enig gruppe bakker op om. Det er politisk strategi.
Glem så, at gruppeformand Michael Stegger Jensen i et anfald af ungdommens kådhed har lovet mere end han kan holde: Budgetoverholdelse i 2019 og nul fyringer som følge af budgetoverskridelserne.
Han har lært det på den hårde måde, at man ikke skal komme med sådanne bombastiske udsagn. Tilgiv ham også, at han ikke havde kigget ordentligt i det regneark fra forvaltningen, der viste, at negative tillægsbevillinger på driften (penge i kassen) var reglen i Claus Wistofts borgmestertid.
Det vil være glemt, hvis gruppeformanden møder frem med en klar politisk strategi til budgetforhandlingerne på vegne af Socialdemokratiet.