Fortsæt til indhold

Opbakning til skulpturer giver nye værker i byen

SkulpturBy Galten får nye skulpturer til bymidten i 2019

Samfund
Lotte Gyldenvang

galten Idéen om at give nyt liv til eksisterende skulpturer i Galten og få nye værker til byen, har fået så god en modtagelse, at arbejdsgruppen er i fuld gang med at planlægge næste års indryk af nye skulpturer i Galten.

"Det er simpelthen bare herligt, at vi har oplevet så stor en opbakning på vores projekt. Der kommer altid mange til vores rundvisninger. Jeg mener, rekorden er 65 personer," fortæller Tove Severinsen, som er en del af det trekløver, der står bag det store arbejde med SkulpturBy Galten. De to andre er Mona Hald og Sonja Henriksen.

Mona Hald syntes, det var en skam, at byens 13 kunstværker stod i forfald og blev gemt i ly af ukrudt og rust. Da initiativet til at give de eksisterende skulpturer nyt liv blev taget, fandt kvinderne sammen ud af, at man da også kunne låne nye værker til byen. Et samarbejde med Dansk Billedhuggersamfund har sikret, at der over sommeren 2017 var noget nyt at se på.

Læs også: Tre seje kvinder åbnede SkulpturBy Galten

"Vi har fået mange tilkendegivelser fra både borgere, erhvervslivet og folk, som kommer på besøg udefra eller som turister. Mange bruger det som et formål, når familien skal på gåtur efter frokosten. Der er også flere skolebørn, der savner 'bisperne' ved Brugsen. De syntes, de var hyggelige at passere på vej til skole," fortæller Tove Severinsen.

Sidste år fik Galten omkring 15 skulpturer på visit i byen. Heraf 'bisperne', som nu er tilbage ved kunstneren. Og det er meningen.

"Vi finder forskellige værker lavet af medlemmer af Dansk Billedhuggersamfund. Hvis kunstneren bag skulpturen vil udstille i Galten, får vi lov at låne værket," forklarer Tove Severinsen.

Alligevel er Galten blevet fire skulpturer rigere siden sidste sommer, fordi virksomheder og cityforeningen har købt dem til byen. Det gælder den lille pige "Adolescente" ved Nordea, "To Galtgrise" ved Bytoften, "Skakbrikkerne" ved Præstdammen samt "Skaberens Hånd" ved Søndergade 10. De tre kvinder er i gang med at smugkigge på værker, der kan ses i Galten næste sommer. De forventer, at byen får besøg af 20 nye skulpturer.