Fortsæt til indhold

Et rørende farvel - Hundredvis deltog i mindeoptog for Nick

Torsdag aften blev afdøde Nick Langkjær Hansen mindet på smuk vis

Samfund
Danni Paulsen

Hvad der lignede 200 mennesker trodsede torsdag aften det dårlige vejr for at mindes og sige farvel til Nick Langkjær Hansen sammen med hans familie.
Den unge mand fra Horsens forsvandt efter en bytur i Aarhus den 29. januar og blev først tirsdag fundet død i Aarhus Havn.
Dermed sluttede en lang tid med ubærlig vished for Nicks familie, venner og bekendte.
Da domkirkens klokker spillede klokken 18, blev der blandt den store forsamling tændt fakler, hvorefter familien, med Nicks mor, Jeanette Wiese Johansen i spidsen, ledte an i et imponerende optog langs Åboulevarden og ned til Aarhus Havn, hvor den store flok samledes under de hvide telte bag DOKK1.
Efter en masse kram tog en ung pige ordet på morens vegne og læste et brev op for hende.
"Det er vigtigt at glæde sig over, at min - og vores - Nick Langkjær Hansen endelig er kommet hjem til os igen efter en urimelig lang ventetid, hvor uvished, sorger og bekymringer har præget alle os, der står Nick nær," lød det fra Jeanette Wiese Johansen, der havde inviteret til den smukke afsked.
"Vi er så glade for at se alle jer, der er mødt op her i dag for at gå en tur med os med Nick i hjerterne og tankerne og for at mindes ham og tænde et lys for ham. Som han har tændt et lys i os med sin altid positive tilgang til livet. Kongen af det gode humør. Jeg ved, at du er med os i dag og i resten af vores liv."
Selvom sorgen har tynget familien i næsten tre måneder, har Jeanette Wiese Hansen - i Nicks ånd - valgt at skubbe sorgen i baggrunden og det positive livssyn forrest.
"Vi kan vælge at græde over, at Nick er død, eller vi kan vælge at smile over, at han har levet. Selvom du ikke fysisk er hos mig og os, så vil du altid være med os i tankerne - i hjertet, tankerne og i alt, vi foretager os. Hvert eneste sekund, minut, time og dag. Derfor siger vi ikke farvel, men på gensyn. Vi ved, at du blot er gået i forvejen, og at vi nok skal ses igen en dag."
De flotte ord blev afløst af Volbeat-sangen 'For Evigt', hvorefter der blev krammet, drukket øl og samlet lys, blomster og mindebilleder i en lille bådstævn ud til vandet.