Ny skole for særligt begavede børn på vej i Hadsten
Adgangskravet er en IQ på mindst 130, men skolen handler om meget mere end blot at kultivere børnenes intelligens.
Er dit barn højtbegavet, og har svært ved at tilpasse sig den almindelige skole? Så er der godt nyt. Til august åbner der nemlig en skole for højtbegavede børn i Hadsten. I hvert fald hvis det står til initiativtageren bag den nye Leonardo-Skolen Vest, Rune Vang Sommer.
»Forskning af børn med høj begavelse viser, at højtbegavede børn ikke trives i folkeskolen. Ikke på grund af kvaliteten af folkeskolen, men på grund af, at de bogligt og socialt opererer på et andet niveau end børn med almindelig begavelse.«
Rune Vang Sommer har gennem de seneste år arbejdet hårdt for at gøre ambitionen om en skole for højtbegavede i Østjylland til virkelighed. Det er nemlig afgørende for disse børn, at de får de optimale rammer. Den pointe illustrerer han med et eksempel fra det virkelige liv.
»Tre drenge sidder i en sandkasse og leger med biler og gravkøer. Ved siden af sidder der en dreng og bygger et bjerg af sand. En pædagog observerer legen og bliver bekymret. Hvorfor leger den fjerde dreng ikke med? Og hvorfor sidder han bare og bygger en bunke af sand?«
Man kunne, som pædagogen, fristes til at tro, at drengen ved sandbunken led af en udviklingsforstyrrelse. Pædagogen lufter sin bekymring for drengens forældre, men da de går hen til drengen kigger han op, og siger: »Mor tror du det her er en skjoldvulkan eller eksplosionsvulkan? Fordi det kommer an på hvor høj den skal være.«
Det er ifølge Rune Vang Sommer en af mange historier fra det virkelige liv om, hvordan børn med høj begavelse ofte har svært ved at lege med andre børn med almindelig intelligens, og hvordan de ofte bliver misforstået. Det vil han nu gøre noget ved.
De rette rammer
Rune Vang Sommer er uddannet lærer, og har 11 års erfaring med lærergerningen. Derudover er han også højt begavet. Det betyder formelt set, at man har en IQ på omkring 130 eller højere. Det anslås, at omtrent 50.000 danske børn har en særlig god begavelse, mens cirka 14.000 børn har en intelligenskvotient på mindst 130, hvilket svarer til én elev i hver anden klasse.
For Rune Vang Sommer betyder det, at han havde en skolegang, hvor han var tvunget til at springe flere klassetrin over. Det har haft konsekvenser for hans opvækst.
»Jeg har aldrig nogensinde haft en gruppe i folkeskolen eller gymnasiet, hvor jeg passede ind. Jeg undrede mig altid over, hvorfor jeg ikke kunne finde en klike. Hvorfor var der ikke en gruppe til mig?«
Det er det, vi gerne vil give de her børn. Et sted hvor de kan bruge og kultivere deres potentiale i stedet for at skulle nedskalere deres evner for at passe ind eller simpelthen ikke kan passe indRune Vang Sommer, initiativtager, Leonardoskolen Vest
Selvom højtbegavede børn rykker flere klassetrin op, vil de som udgangspunkt stadig være langt foran deres klassekammerater. Problemet med at blive rykket op, handler dog ikke kun om fagligheden, men i høj grad også om det sociale.
»Når en dreng eller en pige bliver rykket to eller tre klassetrin op i folkeskolen, så skal de til at være sammen med børn, der er tre år ældre end dem. Når man så kommer i puberteten med alt, hvad det indebærer, så har man en dreng eller pige i klassen som er langt langt bagefter og slet ikke tænker på den slags. Og hvordan vil en flok på 14 år kunne lege med en på 11 år?«
I stedet for at rykke børn op, så foreslår Rune Vang Sommer, at man enten piller børnene ud af klasserne og samler dem i en klasse for sig eller i en hel skole for sig.
»Det er det, vi gerne vil give de her børn. Et sted hvor de kan bruge og kultivere deres potentiale i stedet for at skulle nedskalere deres evner for at passe ind eller simpelthen ikke kan passe ind.«
43 elever venter
Som navnet indikerer, så findes der allerede en lignende skole på Sjælland: Leonardoskolen i Køge. Det er med inspiration fra denne skole, at Rune Vang Sommer begyndte at arbejde på et lignende tilbud i Jylland. Det var dog ikke kun på grund af humanitære årsager, at han søsatte projektet.
»Jeg har selv en datter på fem år, der potentielt er højt begavet. Det er jo arveligt. I det tilfælde skal jeg til at flytte til Sjælland for at give hende de optimale rammer, og det har jeg ikke lyst til.«
Det er han tilsyneladende ikke den eneste, der ikke har. Der er allerede 43 elever skrevet op til skolestart, og så er de ikke engang begyndt at reklamere for det endnu.
»Vi havde egentlig kun regnet med 25 elever til at starte med, så der er en efterspørgsel derude.«
Derfor har han også arbejdet hårdt for at etablere Leonardoskolen Vest.
»Vi har skulle finde bygninger, folk til arbejdsgruppen og hjælp til alle mulige ting. Arbejdsgruppen består af fire personer. Ud af de her fire mennesker er der kun en tilbage, og det er mig. Jeg har haft 10-12 forskellige inde og ude af arbejdsgruppen.«
En del af arbejdet har bestået i at lave markedsundersøgelser for de forskellige regioner i Jylland. Her har de særligt kigget på elevpotentiale og de store byer.
»Vi har regnet os frem til, at det kunne være optimalt at placere en skole enten i Kolding, Vejle-Horsens eller omkring Aarhus.«
I sidste ende er valget dog faldet på Favrskov Kommune og Hadsten. Valget af Hadsten er på mange måder tilfældigt. Det var nemlig i bund og grund her, der var flest muligheder. Næste skridt bliver få godkendt en bygning til grundskoledrift fra kommunens side, samt at danne skolebestyrelsen og finde ud af, hvor man skal screene børnene. Det er noget Rune Vang Sommer, ser frem til.
»Jeg har selv manglet den her skole. Jeg har selv en baggrund som skolelærer. Jeg har været lærer i 11 år, og jeg har ingen ambitioner om at være lærer på den her skole. Jeg er helt glad og tilfreds, der, hvor jeg er lige nu.«