Regn, blæst og oversvømmelser i vente
DMI varsler mere regn og blæst og risiko for oversvømmelser.
ksa
Endnu mere regn og blæst venter os i de kommende dage.
Det fortæller vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Marielle Fournier fredag morgen.
»Det bliver vådt og gråt, og fronterne står i kø for at komme ind og passere Danmark. Så vi skal have regn og skyer de fleste dage og måske lidt sol på bagsiden,« siger hun.
De fleste steder vil få mellem 10 og 15 millimeter nedbør fredag, mens der i Nordjylland forventes op mod 20 millimeter.
Jorden er i forvejen mættet af vand, og vandløbene er godt fyldte, så yderligere store mængder regn kan ifølge DMI udgøre en fare for lokale oversvømmelser.