Fortsæt til indhold

Rotte fanget i skolekantine

Mårslet Skole har store problemer med rotter, og nu har man fanget en i skolens kantine

Samfund
Danni Paulsen

Kantinen på Mårslet Skole blev onsdag lukket, og torsdag vil salatbaren i kantinen fortsat være lukket.

Det sker, efter skolen i det sydlige Aarhus onsdag eftermiddag fik fanget en rotte i kantinen, fremgår det af en meddelelse, som skoleleder Inge Pedersen har sendt til elevernes forældre på Forældreintra.

Skolelederen understreger, at rotten ikke blev fanget i produktionskøkkenet, men i kantinen, som nu bliver hovedrengjort og desinficeret.

Skolen har i en periode været voldsomt plaget af rotter. Tidligere har man måttet lukke flere lokaler, og omkring efterårsferien havde fælder fanget flere rotter i skolens B- og C-hus.

"Det er en rigtig træls situation, og det er ikke noget, man får bugt med fra en dag til en anden. Det tager tid, men der er taget hånd om det," sagde Inge Pedersen dengang til Lokalavisen Aarhus.

I den nye rotte-meddelelse på Forældreintra kan skolelederen dog oplyse, at et lukket fælleslokale i B-huset torsdag kan genåbne efter grundig rengøring, desinficering og lukning af et hul. Også et lukket klasselokale vil blive genåbnet.

Skolelederen oplyser, at skolen fortsat arbejder tæt sammen med kommunen og professionelle for at få bugt med rotteplagen.

"Det er et arbejde, der kræver en del ressourcer, og som bestemt ikke er det, vi ønsker, Mårslet Skole skal være kendt for. Vi håber og tror på, at vi snart er i mål," skriver Inge Pedersen.