Store stjerner og lokale helte spiller på Smukfest
Lokale Dø Chef Dø og Royal Deceit er klar til Smukfest
Så er der sat navne på flere af de kunstnere, der kan opleves under den 40. udgave af Smukfest til august. Og der er både verdensnavne og lokale helte på listen over nye navne.
I stjernekategorien finder man britiske Years & Years, der lige nu nomineret til en Brit Award som 'Best British Group'. Og man kan vel også hive 10cc ind i stjernekategorien - selv om bandet har flere årtier på bagen og kun tæller en enkelt af de oprindelige medlemmer Men mon ikke hittet 'I'm Not in Love' stadig går rent ind.
Blandt de nye navne finder man også Gilli, Ude af kontrol, Noah Carter, Sebastian & Band (der spiller sin eneste festivalkoncert denne sommer i bøgeskoven), Bikstok, Jonah Blacksmith, Aphyxion, Jada (netop belønnet med prisen 'P3 Talentet'), Soleima, Ravi Kuma og Iris Gold.
Smukfest har også 'udtaget' det lokale heavy-band Royal Deceit, der slog igennem i efteråret 2018 i DR-programmet Live. bandet består af Mathias Rønde Uldall-Jessen, Jesper Malmsiø Larsen, Andreas Harder Laursen, Alexander Jacobsen og Simon Drachmann.
Og så er de fire Skanderborg-drenge i Dø Chef Dø klar til sin tredje Smukfest i træk. Denne gang går de på scenen sammen med Snavs og Eloq, hvilket med garanti ikke kommer til at gå stille for sig. 'Cheferne' består af Martin Kristensen, Jonas Laursen, Chris Kleis og Andreas Langpap.
På listen over lokale navne findes også Railroad, der kan fejre sit 20 års jubilæum i år – og består af Peter Kruse (vokal og mundharpe), Jesper Tychsen (saxofon), Philippe Rudolfsen (guitar), Niels Jørgen Trans (bas) og Simon Hammelsvang (trommer).
Man kan også glæde sig til at høre Skanderborg-bandet Mister Jack and The Daniels, der består af Lars Clausen (vokal, akustisk guitar), Gregor Forte (bas, kor), Leif Bruun (pedalsteel, kor), Anders Lampe (el-guitar) og Michael Grønnegaard (trommer).
På Smukfest.dk kan man se alle de offentliggjorte navne.