Fortsæt til indhold

Politikere klar til at droppe miljøskadelig saltning af vejene

Politikere fra S og V vil bekæmpe brugen af salt på veje og fortove

Samfund
Camilla Kjærgaard Olesen

saltning af vejene Vi skal droppe saltning af veje og fortove og i stedet bruge grus og sand, hvis det står til byrådspolitiker Theresa Blegvad (V).

Hun læste i weekenden en artikel fra fra Lokalavisen Aarhus, hvor det fremgik, at det er dårligt for miljøet og vores dyr, at vi bruger salt på vejene, når de er glatte.

Tanken om at anvende grus og sand i stedet for, tiltalte straks Theresa Blegvad, der er en del af Bæredygtighedsudvalget i Aarhus Kommune.

"Jeg vil helt sikkert gå videre med det her, og jeg har allerede informeret Bünyamin Simsek (rådmand for Teknik og Miljø, red.) og Heidi Bank (medlem af Venstre i Aarhus Byråd, red.). Der er ingen tvivl om, at det er godt for både dyr og miljøet, hvis vi dropper at salte vejene, og samtidig vil det være bæredygtigt og helt sikkert også skabe en sundere økonomi," lyder det fra Blegvad.

Bringer det videre

Der kan være tale om tekniske udfordringer, der skal være på plads, før det kan lade sig gøre, ligesom det kan være, at det koster noget at starte det op. Næste skridt fra Theresa Blegvads side er derfor at bringe det videre i systemet.

"Jeg har samlet den her idé op nu, og det næste, der sker, er, at jeg kigger på det sammen med rådmanden," siger Theresa Blegvad.

Møder opbakning

Hendes grønne tankegang møder opbakning hos formanden for Bæredygtighedsudvalget, Camilla Fabricius (S).

"Jeg hilser forslaget velkommen. Det skal vi helt sikkert arbejde videre med og have ud over stepperne," siger Camilla Fabricius og fortsætter:

"Det er vældig interessant. Bæredygtighedsudvalget har været på besøg på genbrugsstationen i Lisbjerg for at få inspiration til, hvad vi kan gøre og bruge for at være mere cirkulære. På genbrugsstationen anvender man knust beton og gamle byggematerialer, og hvorfor egentlig ikke gøre det i hele kommunen," spørger Camilla Fabricius.

Ikke mere grus

Hun påpeger, at der ikke er mere sand og grus i Østjylland, og at muligheden for at genanvende materialerne på genbrugsstationen derfor er oplagt.

"Vi kan ligeså godt optimere på den front. Der er også den fordel, at det knuste beton og byggematerialer fra genbrugsstationen ikke er så skarpt som salt, og det gør, at cykeldækkene ikke punkterer så nemt," siger Camilla Fabricius.