Fortsæt til indhold

Aarhus vil være Nordens reneste by

Aarhus City Forening og Aarhus Kommune, bakket op af en række af byens nøgleaktører, går nu sammen i kampen om at gøre de aarhusianske gader, pladser og parker renere end nogensinde

Samfund
Arkiv

Aarhus' gader, pladser og parker er slet ikke rene nok. Det mener i hvert fald Aarhus City Forening og Aarhus Kommune, der sammen har taget initiativ til et nyt samarbejde om at gøre byen renere. Faktisk har de en vision om at gøre Aarhus til Nordens reneste by. Det oplyser Teknik og Miljø i Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

”Vi skal tænke nyt og turde gå nye veje. Vores udfordringer med affald i byen løses kun, hvis vi forener vores kræfter. Vi skal have skabt nogle varige holdnings- og adfærdsændringer i forhold til affald. Derfor er det fantastisk, at byens aktører nu går sammen om at prøve at løse problemerne med affald,” siger Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø, i pressemeddelelsen.

På et opstartsmøde 29. januar blev initiativet bakket op af en række relevante aktører fra det aarhusianske erhvervs- og byliv. Første delmål i processen bliver en udstilling i forbindelse med by-eventen Verdensbilleder fra 31. maj til 1. juni, som Aarhus City Forening står bag. Verdensbilleder har FN’s 17 verdensmål som tema i 2019, og udstillingen skal bruges til at skabe en bredere dialog med byens borgere omkring udfordringerne med affald i Aarhus.

”Vi skal gøre op med den klassiske rollefordeling, og sætte helt nye standarder for samarbejde mellem kommune, erhvervsliv og byens borgere. Derfor skal vi også gå til denne opgave med den størst mulige mængde kreativitet og innovation. Så vi i fællesskab kan gøre Aarhus til Nordens reneste by,” siger Claus T. Bech, direktør for Aarhus City Forening og medinitiativtager til samarbejdet, i pressemeddelelsen.

jwh