Det stod i avisen i januar 1969...
Vi er dykket ned i arkiverne og se, hvad der stod i avisen for 50 år siden
Der er ikke kommet flere oplysninger til politiet om det myrdede spædbarn, der 7. december 1968 blev fundet ved Skanderborg Kommunes losseplads ved Oddervej. Barnet er blevet dræbt ved et slag i hovedet.
I Skanderborg Kommune frygter borgmester Wilhelm Dupont, at en flytning af amtsgrænserne vil skade handlen i byen. Landkommunerne Hylke, Ousted-Tåning, kattrup-Tolsted og Voerladegaard bør høre under Skanderborg Kommune for at bevare deres tilhørsforhold, lyder det.
Skanderborg Kommune og Sølunds inspektør Jens Åge Ågesen er gået sammen i kampen mod, at patienterne på Sølund skal indlevere en selvangivelse. Kampen lykkes.
Kjeld Christensen fra Skanderborg Boldklubs crickethold er rent statistisk den femtebedste gærdespiller i landet, konstaterer Dansk Cricket Forbund. Kjeld Lyngsø er nummer 7, mens klubbens bedste kaster er Jørn Sten Larsen, der er landets 16. bedste. På ungdomssiden kåres John Simonsen som landets bedste. Det offentliggøres, at Skanderborg bliver hjemsted for en landskamp mellem Danmark og bermuda 31. maj og 1. juni - med to timers direkte TV-transmission fra kampen.
En tre m høj og cirka 300 m lang jordvold skal placeres mellem Grønnedalsvej og hovedvej A10 for at forhindre trafikstøj i Skanderborg øst.
De gamles Hjem i Ry fejrer sit 40 års jubilæum. Forstanderparret Grethe og Poul Sonne Andersen har været med siden 1965.
Skatteyderne i Skanderborg skylder kommunen i omegnen af to mio. kroner. Den ene million stammer fra skatteåret 1967/68. I alt skal Skanderborg Kommune have 32 mio. kroner i kassen via personlige skatter.
En ung mand fra Skanderborg skulle være mødt i retten, da han skyldte DSB 68 kroner. Manden udeblev - og fik en bøde på 100 kroner.
En 30-årig kleinsmed fra Randers er af personalet i Handelsbankens Hørning-afdeling blevet genkendt som manden bag et røveri mod banken. Manden slap afsted med 33.210 kroner og forklarede i retten, at han pga. sygdom og arbejdsløshed var i store økonomiske vanskeligheder. Han truede personalet med en pistol under røveriet.
To gravhunde findes dræbt i en rævegrav i Gram Bakker. Hundene omkom under en jagt, hvor der skete et jordskred i rævegraven.
For første gang i mere end en halv snes år er indbyggertallet i Skanderborg Kommune faldet og er nu på 10.494. Et fald i antallet af fødsler bærer skylden - og tilskrives den større og større udbredelse af p-pillen. Til gengæld stiger indbyggertallet i omegnskommunerne og mest i Fruering-Vitved, der har fået 42 nye indbyggere i løbet af 1968.
Hørning Skole mangler lokaler svarende til 3112 kvadratmeter. Pladsmanglen gør, at undervisningsplanerne ikke kan følges.
Den 73-årige Axel Nissen Juhl fra Skanderborg omkommer ved en ulykke på Adelgade. Juhl træder ud foran en bil ført af grosserer Gunner Viggo Petersen fra Skanderborg.
Johannes Olesen, formand for Museumsforeningen for Skanderborg og omegn, har bedt byrådet om et tilskud på 40.000 kroner. Pengene skal bruges til at indrette museumslokaler i tagetagen på Møllegadeskolen i Skanderborg.
På landsplan er Dansk Kvindesamfund i opgør over, at alle kvinder på deres CPR-kort nu benævnes 'Fru' - og opfordrer alle kvinder til at klage. Folkeregistret i Skanderborg har imidlertid ikke modtaget klager fra Skanderborgs fruer.
Skanderborg skal have et nyt sportssamvirke, mener flere. Der er derfor indkaldt til møde 20. februar.
En 38-årig mand, der blev anholdt med en promille på 1,33 på vej hjem i sin bil, bliver frikendt af Retslægerådet. Ifølge flere vidner havde manden ellers drukket seks øl kort inden kørslen, men Retslægerådet vurderer, at alkoholen måske ikke har nået 'at virke', da manden kørte.
Skanderborg-Hylkes herremesterrækkehold i håndbold taber trods en pauseføring på 11-5 med 16-19 til Silkeborg IF. Kampen byder blandt andet på 12 straffekast til Silkeborg og ender i håndgemæng. Tage Sørensen og Erik Kjær bliver topscorere for Skanderborg-Hylke.
Hundeejerne i Skanderborg udviser en høj grad af slendrian, når det gælder hundetegn. Kun halvdelen af de knap 800 hunde, der var registeret i 1968, er registeret i januar 1969.
Byrådet i Skanderborg anbefaler opførelsen af en børnehave i Eskebækparken. Det er organisationen Red Barnet, der skal drive den.
Kilde: Demokraten