Farvel til populær og engageret skoleleder
Kim Fuglsang, Niels Ebbesen Skolen, går på pension efter 15 år som chef for en stor skole, men engagementet brænder stadig
Der var fortsat fuld skrue på skoleleder Kim Fuglsang, Niels Ebbesen Skolen, da Lokalavisen mødte ham en uge før sidste skoledag. Denne dag var det dog ikke elevernes, men derimod Kim Fuglsang's egen sidste skoledag.
28. februar er det nemlig uigenkaldeligt sidste arbejdsdag og derefter står der PENSION over hele det fremtidige skoleskema hos 63-årige Kim Fuglsang.
Ingen kunne vel have bebrejdet ham, hvis han lige var nede i et lavere gear.
Men i stedet begyndte Kim Fuglsang straks at tale begejstret om arbejdet i styregruppen for udviklingen af Campus Skanderborg, som han er medlem af, og som hørte til nogle af ugens sidste gøremål i det tætpakkede mødeprogram.
Man spekulerer lidt på, hvor dan gejsten bevares lige til det sidste, når man har været skoleleder i næsten 15 år?
Kim Fuglsang kommer selv med svaret.
“Da jeg tiltrådte var jeg fyldt med visioner og en enorm energi. Jeg har bevaret begge dele, fordi jeg har været glad for at være her. Og jeg overlader trygt til en ny leder at stå i spidsen for skolen. Og jeg ved, at det, vi er i gang med, vil fortsætte,” siger Kim Fuglsang.
Langt med skolereformen
Den afgående skoleder henviser blandt andet til indførelsen af de forskellige elementer i folkeskolereformen.
“Vi er nået langt. Den måde, vi samler synlig læring og trivsel er jeg stolt af. Vi forholder os til nye ting på en god og kritisk måde, og så kommer vi videre i et forpligtende samarbejde,” lyder det fra Kim Fuglsang.
Han nævner, at skolen er lykkedes godt med bevægelse, som er lagt ind i bånd, som bevægelsescertificerede pædagoger står for i 45 minutter om ugen.
“Det giver så lærerne mulighed for at holde timemøde på det tidspunkt, og så er det win-win for begge parter.”
Næste år arbejder skolen videre med at skabe mulighed for at inddrage bevægelse i den fagdelte undervisning på syvende og ottende årgang også. Det sker i et projekt sammen med fem andre skoler i Region Midt og i samarbejde med Via University.
Hvad har været højdepunktet for dig i din tid som skoleleder?
“Jeg har været beriget af at hav et personale, og her taler vi om alle ansatte, der vil det her, og aktivt bidrager til at skabe en gode skole for børnene og deres forældre. Og selv om der også har været stor udskiftning i de 15 år, så gælder det fortsat, at de nye også føler stoltheden og engagementer og til fulde lever op til vores motto: Et godt sted at være - et godt sted at lære.”
Hvad har været lavpunktet?
“Jeg kunne godt have undværet perioden med lockout i forbindelse med den ny folkeskolereform og arbejdstidsaftale, da der kom et regeringsindgreb, hvor der blev trukket en lov ned over hovedet på folkeskolen. Det var en hård tid for alle både lærere og ledelse, og der var efterfølgende sår, der skulle heles. Min vurdering er, at vi har lagt det bag os. Men det har fyldt meget.”
Skanderborg trak
Det lå egentlig ikke i kortene, at Kim Fuglsang skulle til Skanderborg. Han er uddannet lærer fra Gedved Seminarium, og allerede inden han var helt færdig, blev han tilbudt en stilling på Egebjergskolen i Horsens Kommune. Her avancerede Kim Fulgsang gennem årene til først viceskoleinspektør og siden til skoleleder..
“Jeg havde egentlig ikke forestillet mig at skulle slutte på Egebjerg, men jeg havde kendskab til, at flere kolleger havde søgt stillinger i den gamle Skanderborg Kommune,” husker Kim Fuglsang.
Det var Skanderborg-model med meget decentral styring, der trak. Også hos Kim Fuglsang, der søgte og fik jobbet som skoleleder på Niels Ebbesen Skolen.
Ved kommunesammenlægningen kom der mere styring fra centralt hold.
“Det fungerer fint med en god balance med den hjælp, vi får fra fagsekretariatet. På den måde er det stadig stærkt og velfungerende. Men jeg lægger ikke skjul på, at jeg går ind for mindre styring centralt, fordi det er ude på den enkelte skole, hvor eleven er, at beslutningerne skal tages,” siger Kim Fulgsang.
Den afgående skoleleder, der bor med sin hustru i Hørning, har mange planer for pensionen. Undervisningen i spansk skal genoptages, og så går Kim Fuglsang i gang med en lille uddannelse til idrætsmassør.
“Jeg glæder mig til at komme ud at rejse, og jeg vil nyde at gøre det udenfor højsæsonen,” griner Kim Fuglsang.