Mårslet får 15 nye rækkehuse
Til maj går Brdr. Thybo Ejendomsudvikling i gang med at bygge 15 nye dobbelt-rækkehuse på Damgårdstoften i Mårslet
Selvom det store banner på Damgårdstoften i længere tid har reklameret for 34 nye rækkehuse, så er det ikke helt korrekt. Banneret var nemlig forkert, oplyser Rasmus Kjær, der er medejer af Brdr. Thybo
Ejendomsudvikling, som står bag det nye projekt.
Der er nemlig retteligt tale om 15 dobbelt-rækkehuse på 130 kvadratmeter.
“Det rigtige banner kommer op i denne uge,” fortæller Rasmus Kjær, som desuden kan afsløre, at boligerne også kommer til salg i denne uge.
“Vi har oplevet stor efterspørgsel på den her type huse, og vi har en del skrevet op til nye boliger, derfor har vi slået til og købt den sidste grund til rækkehuse i Mårslet lige nu,” siger Rasmus Kjær.
En attraktiv beliggenhed
Brdr. Thybo Ejendomsudvikling har blandt andet tidligere stået bag opførelsen af 34 rækkehuse i Obstrupparken fire kilometer væk.
Disse blev solgt på et år, og forventningen til Damgårdstoften er tilsvarende høj.
“Det her er jo et alternativ til en lejlighed inde i Aarhus. Her har man bare 130 kvadratmeter bolig, carport, egen have, og egen indgang,” lyder det fra Rasmus Kjær, som er ret begejstret for beliggenheden i Mårslet.
Det er blandt andet naturen og den kommende letbane, der gør byen attraktiv, samt følelsen af landsbysamfund, mener han som ejendomsudvikler.
Færdige i det sene efterår
Byggeriet går i gang 1. maj, og boligerne skal ikke først være solgt, før de bliver opført.
“Vi går i gang uanset hvad - så plejer salget at følge med. Vi lægger ud med at lave det grove, for så kan køberne nå at få indflydelse på eksempelvis køkken og inventar,” forklarer Rasmus Kjær, som er bekendt med, at der tidligere har været projekter tiltænkt netop dette område, som ikke er realiseret:
“Men nu kommer der altså boliger - det tør vi godt garantere,” fortsætter han.
Glider alt glat, står de 15 dobbelt-rækkehuse færdige i det sene efterår.