Fortsæt til indhold

Bliv væk fra Paludans provo-demonstration

Rasmus Paludan er ikke velkommen i Langkærparken, og beboerne bør ignorere ham, lyder det fra direktør i AL2Bolig

Samfund
Danni Paulsen

"Rasmus Paludan er ikke velkommen i Langkærparken"

Sådan lyder overskriften på en meddelelse til beboerne i Langkærparken i Tilst.

Afsenderen er Allan Werge, direktør for AL2Bolig, der administrerer boliger i Aarhus - herunder Langkærparken.

Han er blevet opmærksom på, at den meget islamkritiske leder af partiet Stram Kurs kommer til Tilst på søndag for at demonstrere, og at han i den forbindelse har bebudet afbrænding af en koran.

"Demonstrationen går direkte imod vores værdier som en mangfoldig boligorganisation med plads til alle, og vi opfordrer til, at man ikke deltager," skriver Allan Werge og deler dermed holdning med Lokalavisen Aarhus' chefredaktør, der forleden skrev dette:

Allan Werge uddyber opfordringen til Lokalavisen Aarhus.

"Han (Rasmus Paludan, red.) er simpelthen så grænseløst provokerende i sit sprog. Man kunne også stille sig op med ryggen til ham, men han er så provokerende, at det er enormt svært at blive ved med at stå med ryggen til. Han kan meget nemt få provokeret nogen, og så er det bedre bare at blive helt væk og lade være med at give ham den opmærksomhed," siger boligdirektøren, som holder et skarpt øje med, hvad der sker lørdag, hvor Stram Kurs afholder en lignende demonstration på Åbyhøj Torv.

"Vi tænker lidt, at det er en generalprøve i morgen, som kan give os en idé om, hvordan søndagen bliver. Man kan håbe, der ikke kommer ret mange mennesker i Åbyhøj."

Da Rasmus Paludan 4. november sidste år demonstrerede på Åbyhøj Torv, måtte politiet eskortere ham væk fra stedet. Og Allan Werge er bekymret for, at lørdagens demonstration kan få endnu flere til at drage mod Langkærparken søndag.

"Jeg frygter måske allermest, at der sker lidt lørdag, og at der så sidder nogen rundt i byen og tænker, at søndag skal han bare få. Jeg ved ikke, om jeg frygter det, men jeg er egentlig mest bekymret for, at der kommer nogen til udefra, som vi normalt ikke har kontakt med, og som måske vil skabe et eller andet."

Allan Werge vil selv være til stede i Langkærparken lørdag for at gøre sit til, at der ikke bliver ballade.

"Han vil jo gerne have gode billeder. Og det vil være fint for ham, hvis han bliver eskorteret væk af politiet, og bliver der noget uro vil det sikkert også være rigtig fint for ham. Så vores primære opgave er at sikre, at det ikke sker."