Sløngeldage: To dage med frækhed, frihed og masser af åndelig næring
Næsten 6000 børn og voksne deltog, anslår arrangørerne
Det var en særdeles glad og tilfreds formand for Di Heslige Slønglers Klup, Uffe Høj, som gjorde status efter sidste uges Sløngeldage.
Det anslås, at der i alt deltog næsten 6000 børn og voksne i de to dages arrangementer under Sløngeldagene, som afvikles for at udbrede kendskabet til Skanderborgs store forfatter, Ole Lund Kirkegaard, og hans unikke univers, der stadig har bud til både børn og voksne.
Tankerne fri
Det rekordhøje besøgstal var fordelt med 950 elever fra 3. klasserne fredag 25. maj på Kulturhuset i Skanderborg, og de to begivenheder i byen lørdag 26. maj i og omkring Kulturhuset og Byparken med henholdsvis bogmesse for Bette Lorte og Drengestreger (der også var for piger), som vurderes til at have trukket 5000 mennesker til Skanderborg.
"Det var helt perfekt og næsten helt militaristisk, da alle busser ankom og afleverede børnene, og hvor vores nye helium Sløngelballon, som vi indkøbte sidste år, blafrede stolt i vinden på Kulturhusets tag som tegn på, at nu kunne tankerne sættes fri," lyder det næsten poetisk fra Uffe Høj.
Han fremhæver, at alle skoler for første gang var repræsenteret med 3. klasse elever til aktiviteterne i Kulturhuset med forfatterforedrag, workshops, rap med mere i Kulturhuset fredag. Her deltog også mange kunstnere, forfattere og musikere.
"Det er en af de store visioner, at vi skal have kontakt til alle kommunens skoler, og at det bliver en fast del, at alle tredjeklasser får Sløngelnæring i løbet af foråret," uddyber Uffe Høj.
Fantastisk sommervejr
De omkring 5000 mennesker til lørdagens arrangementer var spredt over et stort areal, hvor der blandt andet var tre udsolgte koncerter, et par udsolgte cirkusforestilling, drengestreger og så i øvrigt mennesker over alt i Kulturhuset, hvor forfattere som forhenværende minister Manu Sareen, Lars Daneskov med flere spredte åndelig næring på bogmessen for Bette Lorte.
"Vi var begunstiget af et fantastisk sommervejr, og det var så fantastisk dag, hvor det hele spillede sammen," kommenterer Uffe Høj.
Formanden fremhæver tillige, at der som noget nyt var diverse aktiviteter på Kulturtorvet med musiktelt, keffe og tombola.
"Det betød, at folk satte sig og nød en kop kaffe, så det ikke bare blev et gennemgangssted. Det vil vi udvikle endnu mere til næste Sløngeldage," fortæller Uffe Høj.
Alsidigt program
Besøgstallet har været jævnt stigende alle årene til Sløngeldage, oplyser Uffe Høj, og i år tager det et pænt hop opad til knap 6000 inklusiv de 950 skoleelever, der deltog fredag.
Det har også i år været et mere alsidigt og fyldigt program end tidligere Sløngeldage. Det hænger blandt andet også sammen med, at blandt andre mange fonde har støttet økonomisk, og det har sat arrangørerne i stand til at udvide programmet.
"Det har været nogle rigtig gode dage med afsæt i Ole Lund Kirkegaard, men også med mange af de nye forfattere, der står på spring. Vi har fået megen positiv respons allerede, og det er med tilfredshed og glæde, at vi kan læne os tilbage og sige: At vi gjorde det igen," siger Uffe Høj.