Flyt fra den dyreste by til den billigste
Der kan være store penge at spare på boligen - selv indenfor den enkelte kommune
Uanset om det er pladsen eller budgettet, der er presset til yderste dråbe, så kan det være på tid med et nyt hjem.
Men er man ikke villig til at give afkald på værelser til alle børnene eller måske bryggerset, så kan der være mange penge at spare, hvis man flytter fra kommunens dyreste til det billigste postnummer.
Lader man flyttemændene transportere alle ens nænsomt nedpakkede ejendele fra dyrt til billigt, kan man i Østjylland få en besparelse på helt op til 66 procent. Det sker, hvis man i Aarhus Kommune flytter fra Aarhus C til Trige - hvor man for tre millioner vil gå fra 68 til 199 kvadratmeter hus, viser en opgørelse fra boligsiden Boliga.
Stor forskel i Favrskov
Men også i kommuner som Silkeborg og Favrskov kan man se frem til enten lidt af en kvadratmeterfest eller en noget lavere månedlig udgift til realkreditlån - her er der nemlig 54 procent prisforskel på kommunens dyreste og billigste postnumre.