Yoghurt-is i lange baner
“Vi havde forventet, at det ville gå godt. Men det blev faktisk endnu bedre.”
Sådan lyder det fra parret bag Skanderborgs nye isbutik, Yogo Freeze, i Bloms. Det er Semiramis Mojtahedzadeh og Sami Kosha, begge stammer fra Iran, der har ført det i Danmark forholdsvist nye koncept til Skanderborg.
“Konceptet stammer oprindelig fra USA, og det bygger på tag-selv-princippet,” forklarer Sami Kosha.
Det har skanderborgenserne taget til sig. Især børnene og de unge kan lide selv at fylde bægeret med den italienske yoghurtis, komme toppings på, hvorefter der betales efter isens vægt.
Sami røber, at yoghurtisen er lavet af letmælk, og at det betyder færre kalorier end i traditionel is.
Parret er rigtig glad for at drive forretning i Bloms og glæder sig over positiv modtagelse samt over Skanderborgs smukke natur.
“Mest af alt glæder vi os over, at folk kan lide vores is,” tilføjer Sami Kosha.