Fortsæt til indhold

Byggeri i midtbyen giver en mindre markedsplads

"Men det er tegn på en positiv udvikling i midtbyen", understreger formanden for Cityforeningen

Samfund
John Pedersen

Når der i dag for 34. gang inviteres til kræmmermarked i Skanderborg, så bliver det med en lidt mindre markedsplads.

"På grund af byggeri er Alleen ensrettet fra Adelgade. Vi afspærrer gaden ved Day & Night, så trafikanterne kan komme væk igen via Asylgade. Det betyder samtidig, at der bliver en del færre pladser til kræmmerne, fordi vi ikke kan bruge strækningen mellem Alleen og Asylgade denne gang", fortæller Jens Rasmussen fra Plan & Ide, der står for den praktiske del af markedsarrangementet.

Så efter en årrække med voksende antal kræmmere, bliver resultatet i år et færre antal, Men det skyldes alene de pladsmæssige konsekvenser på grund af det igangværende byggeri og den mindre markedsplads.

Mange udenbys fra

Kræmmerne er en blanding af rent lokale og kræmmere, der kommer udenbys fra. En del i sagens natur fra Aarhus.

Men fælles for alle er, at de som regel fremhæver markedet i Skanderborg som helt særligt hyggeligt.

Og kunderne. Ja, de er et tilsvarende mix og det i tusindvis som de tidligere år.

Lene Langballe, formand for Skanderborg Cityforening glæder sig til endnu engang at opleve byens store kræmmermarked trække gæster i massevis til byen.

"Der skal på ingen måde lyde negative toner i anledning af byggeriet og den mindre markedsplads. Det er jo netop et tegn på, at der sker en masse. At der virkelig er gang i udviklingen i midtbyen".

Formanden for Skanderborg Cityforening glæder sig til at kunne byde velkommen til den ubetinget største event i cityforeningens regi. Et kræmmermarked, der har vist sit at være mere end langtidsholdbar.

Og absolut intet tyder på, at kræmmermarkedet nærmer sig sin sidste salgsdato.'

"Vi oplever jo loppemarkeder og kræmmerevents som en af tidens helt store trends. Ikke mindst gennem de mange tv-udsendelser, der sætter fokus på kræmmerliv på mange måder. Og så ser vi de unge gå ind og tage kræmmervarer og det at købe gode, brugte ting til sig i en utrolig stor grad.

Butikkerne ud på gaden

Lene Langballe ser også frem til at mange af byens almindelige butikker kommer ud på gaden med deres varer.

"Det er jo en rigtig god tid på året efter de store udsalg. Så der er virkelig mulighed for at komme ud med varer og give aller tiders slagtilbud".

Så der er på alle måder lagt op til en markedsdag med fest og farver over hele linjen.

Skanderborg Cityforening bidrager også med udkastning af flotte gavekort ved Ole Lund Kirkegaards Plads.

Jens Rasmussen fra Ide & Plan fortæller, at gavekortene er indsamlet hos cityforeningens medlemmer.

Værdien af gaven skrives på en seddel, som lægges i en plastikbold. Kl. 12 kastes boldene ud fra balkonen over Amalie på Ole Lund Kirkegaards Plads.

De heldige kan så opsøge giveren og få sin gave.

Kortene kan kun indløses på selve markedsdagen og er typisk på 50, 100 og 200 kroner.

Mange butikker vælger at give en konkret gave, for eksempel en buket blomster, en æske chokolade, pølse med brød, en spegepølse, et tørklæde eller hvad der nu passer den enkelte butik.

Der er indsamlet 100 og 150 gavekort med en samlet værdi på mellem 10.000 og 15.000 kroner.