Ry Outdoor Festival barsler med outdoor aktiviteter året rundt
Arrangørgruppen ser et større perspektiv i den store engangsbegivenhed, som festivalen i pinsen udgør
Ry Outdoor er en stor festival, der finder sted i pinsen, og som sidste år samlede cirka 10.000 besøgende - heraf 2.500, der købte partoutbillet, fordi de var aktive deltagere i de mange udendørs aktiviteter, festivalen byder på.
Sådan bliver det også i år, hvor salget af partoutbilletter ligger foran salget sidste år på nuværende tidspunkt.
LÆS OGSÅ: Ry Outdoor Festival for 150.000 kroner i tilskud af kommunen
Men arrangørgrupper ser også et andet perspektiv i festivalen. Nemlig outdoor-aktiviteter året rundt, som aktørerne, instruktørerne og partnerne i festivalen og lokalområdet kan få glæde af.
LÆS OGSÅ: En større og flottere Ry Outdoor i år
Helårsaktiviteter
“Festivalen giver et spin-off, som vi gerne skulle kunne leve af resten af året. Vi vil for eksempel gerne lave teambuilding i naturen, hvor deltagerne for eksempel bor på Hotel Ry. Vi har allerede haft et firma ude i skoven, hvor Tulstrup Kro sørgede for god bespisning,” siger Erik Derdau, der er med i styregruppen bag Ry Outdoor og medejer af firmaer Dit Friluftsliv og Handikano.
I år udvider Ry Outdoor med flere workshop for bevægelseshæmmede. Netop den form for kerneydelse, Handikano og Dit Friluftsliv allerede udbyder til deltagere, der rækker fra plejehjem til handicapinstitutioner året rundt.
Festivalfolkene står også bag Bydysten, der arrangerer udendørs konkurrencer hele året med udfordringer for både hoved og krop i hele landet med typisk 8-12 aktiviteter - for alt fra byfester til firma-arrangementer.
Og det behøver ikke være kanosejlads og træklatring.
“Det kan også være at skifte fire vinterdæk på en bil,” siger Erik Derdau.
De er ikke i tvivl om, at der er en efterspørgsel efter tilbud a'la Bydysten, der blev afprøvet i 2015 - men siden har ligget stille på grund af mangel på tid.
Ry som et Zell am See
“Det er de ting og den værdikæde, der skal bære festivalen i fremtiden,” siger Isabil Morgenstern.
“Der er allerede nogle af aktørerne i Ry Outdoor, der har fået en bedre forretning efter, de har deltaget i festivalen. Og det er vigtigt, hvis vi skal udvikle Ry til et dansk Harzen eller Zell am See,” siger hun - med reference til to af de kendte udenlandske friluftsattraktioner.
Forening får vigtig rolle
Selve Ry Outdoor skal de næste tre år drives af en forening, Outdoor Foreningen, så der ikke er private interesser i spil. Det er samme model, som Smukfest bygger på. Foreningen blev stiftet i 2017 og har endnu kun en beskedent medlemstal.
“Det er først nu, vi skal til at engagere de frivillige og aktørerne som medlemmer. Vi forestiller os også, at idrætsforeninger og skoler kan være interesseret,” siger Isabel Morgenstern.
Foreningens formål er at støtte et aktivt og sundt liv, herunder i særlig grad at fremme marginaliserede gruppers inklusion. Samt at støtte udviklingen af Ry og Skanderborg Kommune som en attraktiv outdoordistination med fokus på tilgængelighed for alle.
I bestyrelsen på syv medlemmer er et medlem udpeget af Visit Skanderborg og ét medlem udpeget af Ry Cityforening. De øvrige vælges på den årlige generalforsamling.