Fortsæt til indhold

Har byrådet glemt Himmelbjerg-fredning? Svaret er nej...

Flere har højlydt efterlyst en kommentar til den ophedede debat om Himmelbjerget fra borgmester Jørgen Gaarde og kommunaldirektør Lisbeth Binderup, der er formand for den arbejdsgruppe, der har lavet forslaget til en helhedsplan for Himmelbjerget. UgeBladet Skanderborg kontaktede dem - her er deres kommentarer.

Samfund
Jørgen Bollerup Hansen

Flere kritikere mener, det er en stor fejltagelse, at byrådet ikke har forholdt sig til fredning og søbeskyttelseslinier i den helhedsplan, der er vedtaget som en vision for udvikling af Himmelbjerget.

Det er det imidlertid ikke, siger kommunaldirektør i Skanderborg Kommune, Lisbeth Binderup.

Hun er formand for den arbejdsgruppe, der har lavet forarbejdet og forslaget til helhedsplanen, som et enigt byråd vedtog på byrådsmødet i maj.

Lisbeth Binderup forklarer sin afvisning af kritikken sådan:

"Vi har gjort, som en familie ville gøre, hvis de gerne vil bygge deres hus om. Så vil de starte med drømmene og visionerne. Så vil de i næste runde tale med måske naboerne og myndighederne og undersøge finansieringsmulighederne," siger Lisbeth Binderup.

Kontakten til myndighederne og afklaring til fredning og søbeskyttelseslinie er vigtig og nødvendig.

"Men det er byrådet ikke nået til endnu. Byrådet har forholdt sig til, om man er enig i en vision, længere er man ikke nået. Det, der er sket siden, er sket i medierne," siger hun.

Er det en udeladelse, at der ikke er taget højde for søbeskyttelseslinie og fredning?

"Nej. Når noget nyt skal skabes eller der skal skabes forandring, er det naturligt at starte med en vision."

Risikerer byrådet ikke, at reaktionen mod planerne, især på Facebooksiden 'Folkets Bjerg', har skabt så stor splittelse, at planerne slet ikke bliver til noget?

"Det er let at sætte en stopper for alt. Man kan altid finde en sten. Men både det nuværende og det foregående byråd var enig om, at man gerne vil gøre noget for Himmelbjerget."

Er det alligevel ikke urealistisk i forhold til søbeskyttelseslinien at foreslå et søbad ved færgeanløbet ved Hotel Julsø?

"Det er ikke til at vide. Det er heller ikke til at vide, hvor højt byrådet vil prioritere den ide."

Ville det ikke have være bedre, hvis byrådet havde åbnet debatten ved at invitere alle til at komme med forslag?

"Det er et relevant spørgsmål, men det har jeg ingen kommentarer til. Det er et politisk valg," siger Lisbeth Binderup.

Som Kongernes Jelling

UgeBladet har af samme grund bedt om en kommentar fra borgmester Jørgen Gaarde (S), som fra sin ferieadresse har skrevet følgende:

"Byrådets særlige 'opgaveudvalg' vedrørende turisme, som arbejdede i sidste byrådsperiode, pegede på, at vi blandt andet skulle arbejde videre med en helhedsplan for Himmelbjerget for, at dets turismepotentiale i højere grad blev forløst. Dette turismeudvalg pegede desuden på, at Øm Kloster også havde et større turismepotentiale, som der skulle ses på. På den baggrund nedsatte byrådet en styregruppe vedrørende Himmelbjerget, som fik til opgave at vende tilbage med sit bud til byrådet. Denne styregruppe arbejder videre, indtil byrådet måtte ønske noget andet. Og styregruppen er optaget af et borgermøde vedrørende planerne."

"De planer, der er lagt frem, er tænkt som skitser - og altså ikke som færdige projekter."

"Styregruppen træder sammen i august, og jeg regner med, at de her vil se på, hvorledes der kan arbejdes videre. I den forbindelse kan de eventuelt foreslå byrådet, at styregruppen overgår til et 'opgaveudvalg' med en større politisk deltagelse og med inddragelse af flere parter en de, der allerede indgår."

"Sommerens debat om Himmelbjerget vidner om, at stedet både har stor betydning for lokale brugere af bjerget og stor interesse nationalt. På den måde kan det måske sammenlignes lidt med blandt andet Møns Klint og Kongernes Jelling. Steder af national betydning, som indenfor de seneste år har gennemgået forandringer og fornyelse, som har givet disse steder en stærk forøget turismeinteresse."

"Jeg tror ikke, at byrådet er upåvirket af sommerens debat. Og naturligvis kunne byrådet, Tårnkomiteen med flere have ønsket sig, at de positive intentioner omkring Himmelbjerget havde fået mere fokus, end tilfældet er. Netop derfor ser jeg frem til, at styregruppen træder sammen og overfor byrådet peger på, hvordan de mener, at vi bedst kommer videre," skriver Jørgen Gaarde.

Styregruppen

Den gruppe, der har lavet forslaget til en helhedsplan, og som nu skal fortsætte sit arbejde, har følgende medlemmer:

Godsejer Peter Busck, der er formand for Tårnkomiteen, skovrider Søren Hald som repræsentant for Naturstyrelsen, Skanderborg Kommunes planchef Bente Hornbæk, kommunaldirektør Lisbeth Binderup (Formand for styregruppen) samt Kristina Ceravolo, der er formand for Søhøjlandets Turistforening.

Styregruppen har desuden inddraget en række lodsejere i området i arbejdet med helhedsplanen.

Tårnkomiteen er en organisation, der har til opgave at administrere indtægter - primært fra p-pladsen på Himmelbjerget, leje af stadeplads til boder og skovdrift, at holde mindesmærker i orden og at udvikle faciliteterne. Tårnkomiteens fem medlemmer har især relationer til Ry-området.

Tårnkomiteen er som udgangspunkt åben for udvikling af Himmelbjerget som turistattraktion, blandt andet med udgangspunkt i demokratihistorien og som ramme om events. Men formanden Peter Busck har forleden sagt til Midtjyllands Avis, at han ikke kan støtte en udsigtsterrasse nedenfor Himmelbjergtårnet i den udformning, som er blevet skitseret i helhedsplanen for bjerget.

Venstres gruppeformand i byrådet, Anders Rosenstand Laugesen, har desuden meddelt, at han har fortrudt, han stemte ja til helhedsplanen på byrådsmødet i maj.

Gruppens opgave

Styregruppens opgave var formuleret sådan af byrådet:

"Helhedsplanen skal skitsere det udviklingspotentiale som Himmelbjerget har og bidrage med konkrete forslag til, hvordan tilgængeligheden og synligheden af området kan styrkes. Det handler både om det fysiske og oplevelsesmæssige, dvs. hvad kan planmæssigt lade sig gøre på de forskellige arealer såvel som om forslag til fremtidige aktiviteter og oplevelser, som arealerne ved Himmelbjergets kan tilbyde."

"Et vigtigt element i helhedsplanen er at få skabt visionen for hvad Himmelbjerget kan og skal bidrage med og for hvem."

"I helhedsplanen skal man tydeligt kunne spotte områdets ’dna’ og de værdier, som man forbinder med Himmelbjerget. Nye tanker og ideer til hvordan flere kan få glæde af området og hvordan Himmelbjerget kan styrkes som turistmæssig/naturmæssig/oplevelsesmæssig fyrtårn i Søhøjlandet tager derfor afsæt i arealernes karakter og naturbeskyttelsen heraf, samt i Himmelbjergets særlige historie."

"Realiseringen af de forslag der måtte komme afhænger af lodejernes accept, samt under forudsætning af de nødvendige myndighedsgodkendelser."