Aarhus er blandt de første byer med ny BR-butik
Aarhus bliver blandt de 15 første byer, hvor den velkendte Fætter BR slår dørene op til et fornyet legetøjsunivers i Bruuns Galleri.
Aarhus kan glæde sig til, at BR er på vej med en butik i byen i løbet af foråret. Inden butikken slår dørene op, skal der ansættes medarbejdere til BR-butikken, så det forestående arbejde med at indrette og åbne det nye legetøjsunivers kan komme i gang. Det oplyser Salling Group, som har overtaget BR-brandet efter det konkursramte TOP-TOY, i en pressemeddelelse.
"BR-brandet står stærkt blandt danskerne, og vi er kun blevet bekræftede i, hvor stor betydning BR har for danske børn og børnefamilier. Med de nye butikker vil vi skabe gode oplevelser for børn, som det kun er muligt i fysiske butikker, hvor de fleste danskere har minder med Fætter BR. Vi åbner også i løbet af foråret en stærk webshop, som man kan besøge, udenfor butikkernes åbningstid," fortæller kædens nyudnævnte chef Charlotte From i pressemeddelelsen.
Aarhus skal have en legetøjsbutik
"Det kommer nok ikke bag på mange, at Aarhus får en BR-butik. Midtbyen og Bruuns Galleri har allerede et aktivt handelsliv og byen har et stort opland, hvorfra mange beboere gør deres specialindkøb i byen. Med den nye BR-butik ønsker vi da også at bidrage til handelslivet med et levende legetøjsunivers som er værd at køre efter," fortsætter Charlotte From i pressemeddelelsen.
BR-kæden arbejder lige nu benhårdt på at gøre klar til åbningen i Aarhus: Varerne skal registreres, butikken skal indrettes, legetøj skal fordeles fra lageret og pakkes ud. Ikke mindst skal der, i samarbejde med de nye ansatte, planlægges et brag af en åbningsfest.
Historien bag TOP-TOY og BR
I december annoncerede TOP-TOY lukning af samtlige Toys’R’Us- og BR-butikker i Danmark, efter at virksomheden gik konkurs. Efterfølgende indgik Salling Group, der blandt andet står bag kæderne, føtex, Bilka, Netto, Wupti.com og Salling Stormagasiner, en aftale med kurator i konkursboet om køb af TOP-TOY’s samlede danske varelager samt rettigheder til at anvende BR-navnet på det danske marked.
Salling Group har efterfølgende uafhængigt af konkursboet ført individuel forhandling med udlejere landet over om ledige butikslokaler. Det er disse forhandlinger, som nu har mundet ud i 25 nye butiksåbninger.