Hammel skal holde DM i badminton til april
Den lokale klub tildelt mesterskaberne for U17- og U19-hold
sport Hammel Badminton er blevet tildelt at holde danmarksmesterskaberne 2019 for de ældste ungdomshold, henholdsvis U17 og U19. Det kommer til at foregå i Hammel Idrætscenter 13. og 14. april næste år.
Efter vinterens indledende puljespil rundt om i de respektive landsdele, mødes puljevinderne i Hammel for at afgøre, hvem er Danmarks bedste klubhold blandt de 15-16 årige og de 17-18 årige.
Kæmpestort for Hammel
"Bortset fra seniorernes Danmarksmesterskab, så er dette nok det største arrangement inden for dansk badminton som nu kommer til Hammel, så det er selvfølgelig kæmpe-kæmpe stort for Hammel GF Badminton at kunne trække sådan en event til byen", siger Hammel badmintons formand Mette Byrgiel Bach i en pressemeddelelse.
Det er morgendagens badmintonstjerner, som skal duellere og kæmpe om det danske mesterskab for hold.
"Hammel GF Badminton oplever en stigende medlemstilgang, især blandt de yngre årgange, og de vil kunne komme ned i de haller, hvor de normalt træner og slider deres sportssko op, og se ungdomsbadminton på absolut højeste niveau. Dette DM-stævne bliver en stor inspiration og oplevelse for vores egne spillere", supplerer den anden halvdel af klubbens formandskab Brian Ovesen.
Fantastiske faciliteter
"At Hammel kan få et så stort sportsarrangement, skyldes de fantastiske faciliteter vi har i byen," udtaler Hammel GFs eventchef Allan Bo Andresen i pressemeddelelsen. Han er også er en af tovholderne på badminton-arrangementet til april.
"Med tilbygningen af Arenaen og dermed en fjerde hal i Hammel Idrætscenter, så har vi fået kapaciteten til at kunne tiltrække events og begivenheder af en kaliber som sidste års Nordic Cup i Håndbold med 38 deltagende hold, og næste års danmarksmesterskab for ungdomshold i badminton," fortsætter han.
jesl