Forældre har forladt skolebestyrelse i frustration
Bestyrelsen for byens største skole, Skødstrup Skole, er i øjeblikket ikke beslutningsdygtig, da fem forældre er trådt ud på grund af et udfordret samarbejde med skolelederen
Et udfordret samarbejde og mangel på tillid til skolelederen.
Sådan forklarer den tidligere bestyrelsesformand for Skødstrup Skole, Bettina Riis Høeg, hvorfor hun og fire andre af i alt otte forældrerepræsentanter for to uger siden trådte ud af bestyrelsen for Skødstrup Skole, som med 1.245 elever er byens største skole.
"Det er i frustration over, at vi synes, at vi har forsøgt at få samarbejdet til at fungere. Der er ikke sket noget synderligt i de to år, vi har siddet der, fordi vi oplever, at samarbejdet spænder ben," siger Bettina Riis Høeg, der udtaler sig på vegne af alle fem tidligere bestyrelsesmedlemmer.
"Og det er klart, at når tilliden heller ikke er der, så kommer vi som forældre til at være alt for meget på dupperne hele tiden. For eksempel i forhold til hvad vi kan sige sige og gøre, og hvad der er vores ansvar. Det bliver enormt ukonstruktivt for samarbejdet og for i forening at få rykket på noget. Vi har en oplevelse af ikke at blive lyttet til og inddraget som forældre."
Hun understreger, at beslutningen har været undervejs i et stykke tid, og at samarbejdet er forsøgt forbedret på en temadag med organisationen Skole og Forældre, samt at en konsulent fra børne- og ungeforvaltningen har været med på et møde.
Den forhenværende formand tilføjer, at de fem forældre også er bekymrede over, at arbejdspladsvurderingen (APV) for skolen samt forældre- og elevtilfredshedsmålingerne set med deres briller bliver ved med at være dårlige.
Skoleleder Mikkel Kruuse-Andersen erkender, at skolen er udfordret af røde tal i APV’en og ligger lavere i tilfredshedsmålingerne end andre af byens skoler. Han er ked af, at forældrene er gået, og vurderer, at den manglende tillid til ham hele tiden har været et tema i de to og et halvt år, hovedparten af forældrene har siddet i bestyrelsen.
"Jeg har arbejdet på at opbygge tilliden til mig og dele min viden om praksis," siger Mikkel Kruuse-Andersen, der tilføjer, at bestyrelsen har brugt meget tid på at afstemme forventningerne til, at en bestyrelse primært arbejder med principper, fører tilsyn og godkender budgetter.
Han vurderer således, at utilfredsheden også har bundet i, at forældrene ikke har oplevet at skabe forandringer i en tilstrækkelig grad.
"Når man arbejder med at udvikle en så stor organisation som Skødstrup Skole, tager det tid, og jeg synes, at vi er lykkedes med mange gode ting sammen," konstaterer han og nævner som et eksempel, at der er blevet lavet principper for vikardækningen, som har været en udfordring.
De tre af de fratrådte forældre skulle have siddet til næste sommer, mens den ene skulle have siddet i tre og et halvt år. Med kun syv tilbageværende medlemmer – tre forældre, to elever og to medarbejdere – er bestyrelsen i øjeblikket ikke beslutningsdygtig, oplyser Mikkel Kruuse-Andersen, der på onsdag mødes med den amputerede bestyrelse for at drøfte, hvad der skal ske.
Står det til skolelederen, bliver der lavet et elektronisk suppleringsvalg på skolens intranet, så bestyrelsen kan blive fyldt op.