Fortsæt til indhold

Hadsten Bio får ultimatum

Favrskov Kommune beder biografen at finde egen bankforbindelse

Samfund
Kian Johansen

Det ser ikke så godt ud for den fremtidige drift af Hadsten Bio, efter at Favrskov Kommune på et møde i mandags gav den frivillige forening bag biografen et ultimatum.

Bestyrelsen blev blandt andet bedt om at finde sin egen bankforbindelse. Det sker med så kort varsel, fordi administrationen senest på tirsdag skal lave et oplæg til politikerne i Kultur og Fritidsudvalget, der på et møde i december skal beslutte hvilken vej det skal gå for Hadsten Bio.

Ren forening?

Umiddelbart ligner det et første skridt mod at gøre biografen til en rendyrket forening, hvilket den ikke er i dag, da kommunen dækker ethvert underskud biografen måtte have.
Bestyrelsen bag Hadsten Bio har i 14 dage vidst at de skulle til møde i forvaltningen, men havde ikke modtaget en dagsorden før mødet.
Anders G. Christensen, formand for Venstres gruppe i byrådet er harm over behandlingen af Hadsten Bio.
"Det virker besynderligt, at biografen får en uge til at skaffe en ny bankforbindelse, især fordi der ikke endnu er truffet en politisk afgørelse i sagen. Man kunne få den tanke, at administrationen allerede har lagt op til, hvilken beslutning politikerne skal træffe."

Lang snak

Men der ligger to års historik bag, forklarer Lars Clement, der er konstitueret Teknik og Kulturdirektør i Favrskov Kommune.
"Det er min pligt at skride ind, når biografen på 10 måneder har forøget deres underskud med 200.000 kroner, lyder det fra manden, der havde indkaldt bestyrelsen til møde.
"En af flere muligheder for at løse biografens situation kunne være, at de fik egen bank og dermed adskilt økonomien fra kommunens," lyder forklaringen på ultimatumet.

Udfordringen

Dermed står den frivillige bestyrelse med ansvar for godt 40 frivillige med en udfordring der skal løses inden på mandag.
Det forlyder fra formand Søren Kristensen, at man er i fuld sving med at udarbejde forretningsplaner og lægge budgetter, og alt er i spil, lige fra ikke at have premierefilm over til at skulle ud og finde 40 frivillige mere, hvis man vælger at afskedige daglig bestyrer Mark Danebod og spare hans tyve timers stilling væk.
"Men som det er nu kan vi ikke undvære Mark Danebod, der bruger sine kræfter i dagtimerne, forklarer formanden der vælger at tage udfordringen roligt. "Jeg har lært at man skal gøre det bedste man kan," lyder det fra formanden.
Han undrer sig dog over at der umiddelbart lægges op til, at Hadsten Bio skal drives på samme principper som Fotorama i Hammel. Her lægger over 60 frivillige deres timer, og uden direkte kommunalt tilskud, men foreningen har også eksisteret i en årrække, mens foreningen bag Hadsten Bio er mindre end to år gammel.
Hadsten Bio har historisk set været kommunalt drevet i en årrække og har aldrig givet overskud.

Digital eller ej

En udfordring mere findes i fremtiden, da langt de fleste udbydere af film på sigt overgår til digitalisering. Det betyder at filmleverandørene sparer bude, kørsel og tid. For Hadsten Bio vil en digitalisering angiveligt koste 800.000 kroner, penge som foreningen med sikkerhed ikke har.
Det har længe været kendt at en evaluering af Hadsten Bio og dens økonomi skulle fremlægges her i efteråret, men sagen om hvad der skal ske med biografen har endnu ikke været politisk behandlet. Det bliver den så til december, hvor politikerne uundværligt vil komme ind i en stime af sognerådspolitik og debat om, hvad biografgængee i Hadsten kan og bør koste. Det principielle spørgsmål er også, hvis Hadsten får betalt biograf, skal Fotorama i Hammel så også have mere betalt.

Ikke politisk behandlet

Anders G. starter diskussionen allerede nu:
"Jeg står bag Hadsten Bio, for det er en vigtig kulturinstitution i området. Den koster penge og vi kan altid diskutere om kultur koster for meget, men så må vi også have en diskussion om, at andre kulturting også koster mange penge."