Fortsæt til indhold

Paul Simon skænker 163.000 kr. til lokal forening

Pengene fra Paul Simon skal bl.a. bruges til at styrke grønne aktiviteter for børn og unge i Danmarks udkantsområder

Samfund
Arkiv

Den verdenskendte musiker Paul Simon nøjedes ikke kun med at give en koncert, da han gæstede Danmark sidste år. Den 77-årige amerikaner donerede nemlig også 163.000 kr. til den grønne landsforening Natur & Ungdom, som for nylig modtog pengene. Det fortæller foreningen i en pressemeddelelse.

"Det er helt fantastisk. Vi er både meget beærede og meget glade. Støtten er en vigtig anerkendelse af vores arbejde med at give børn, unge og familier gode oplevelser i naturen," siger Annette Rask Krogsøe, sekretariatsleder for Natur & Ungdom med hovedsæde på Klostermølle ved Mossø.

Varig effekt

Donationen er et led i Paul Simons afskedsturné, hvor ophavsmanden til sange som ’Sound of Silence’, ’Bridge Over Troubled Water’ og ’You Can Call Me Al’ blandt andet spillede i København i sommeren 2019.

"Da jeg er i gang med min ’Farewell Tour’ og spiller i en række byer, for hvad der vil blive sidste gang, følte jeg et stærkt behov for, på en eller anden måde, at kunne takke de mennesker og samfund, der har støttet mig og min musik i alle disse år," forklarer i Paul Simon i et signeret brev stilet til Natur & Ungdom og fortsætter:

"Jeg nåede frem til den konklusion, at jeg kunne finde en eller to organisationer, som laver noget grundlæggende, hvert sted jeg besøgte på turneen, og tilbyde en kontant gave, som forhåbentlig vil efterlade en varig effekt. Vær så venlig at acceptere denne donation på $25.000 (163.000 kr.) til Natur & Ungdom som støtte til foreningens fortsatte indsats. I hver eneste større eller mindre by er der mange organisationer, der leverer en fantastisk præstation, inklusiv jeres uvurderlige arbejde. Fortsæt."

Uventet fødselsdagsgave

Den uventede gave til Natur & Ungdom i året, hvor foreningen fylder 60 år, skal bruges til at udvide organisationens aktiviteter med at tilbyde muligheder for at lade børn og unge opleve, bruge og værne om naturen.

"Både fra vores vanlige platforme, men også i særligt udvalgte områder i de egne af Danmark, hvor udvalget af aktiviteter for børn og unge ofte er begrænset. I disse områder af landet kan Natur & Ungdom yde sit til at gøre en forskel ved hjælp af donationen fra Paul Simon," siger Annette Rask Krogsøe.