Fra bilafbrændinger til topmoderne bydel
I lørdags var der åbent hus i Grønnedalsparken for at fejre afslutningen på renoveringsprojekt til 400 mio. kr.
“Det er som at bo et helt nyt sted.”
Helle Simonsen, beboerformand for den del af Højvangen, der dækker Chr. Koldsvej og N.F.S. Grundtvigsvej, er ikke i tvivl, når hun skal sætte ord på den renovering, området gennem de seneste tre år har været gennem.
“Jeg har boet her i 22 år, og efter renoveringen er det som at flytte i noget helt nyt. Det har været et bøvl med byggeriet, men det har været det hele værd,” siger hun.
Helle Simonsen var i lørdags med til at fejre afslutningen på renoveringsprojektet til 400 mio. kr. Det skete i form af et åbent hus med borgmestertale, flødeboller, flag, grillpølser og skattejagt for børnene.
Med til det åbne hus var også Erling Weber Jensen, direktør i Skanderborg Andelsboligforening der står bag renoveringen. Og han drager et lettelsens suk.
En hård, god omgang
“Det er ingen hemmelighed, at det har været en hård omgang for vores organisation. Jeg og flere andre har haft telefonen tændt 24/7 i tre år. Men jeg er enig med Helle i, at det har været det hele værd,” siger han og tilføjer:
“På 10 år er vi gået fra et område med bilafbrændinger og til en topmoderne bydel, der kan 'holde' i 40 år, hvilket er lige så længe som et nybyggeri. Vi står nu i en situation, hvor vi har venteliste til Højvangen, og hvor fraflytningsprocenten falder drastisk.”
Helle Simonsen supplerer og fortæller om en positiv stemning i bydelen.
“Folk er rigtig, rigtig glade for renoveringen - og er gået fra at være negative til at være positive. Beboerne heroppe passer virkelig på tingene, og er der eksempelvis en, der lufter en hund, uden at have posen med, bliver det kommenteret. Alt i alt har det fremmet sammenholdet i området,” siger hun med et smil.