Fortsæt til indhold

Unge-haver i Højvangen: Spirer til aktivitet og fællesskab

Haver, grill og drivhus i boligområdet Højvangen i Skanderborg

Samfund
Anette Bonde

Som en del af projekt "Sammen gror vi" i Skanderborg Kommune og den boligsociale helhedsplan for boligområdet Højvangen i Skanderborg kom der sidste sommer plantekasser, drivhus grillområde og fire store højbede i Højvangen i Skanderborg.

Her kunne beboere med grønne fingre sysle med dyrkning af grønsager og krydderurter. Både dem og alle andre beboere kunne derefter høste til hver deres husholdning. Og også sammen kunne de få glæde af herlighederne, idet der flere gange blev arrangeret fællesspisning i beboerhuset på havedagene, det vil sige mandag eller torsdag.

Have-projektet er finansieret af Smukfonden, Tuborgfondet og Skanderborg Kommune.

Plantekasser til børnene

Også i år har plantekasserne været til glæde og fornøjelse i Højvangen. Denne gang har børnene fået deres egne to plantekasser, som de selv passer.

Nu hvor det er blevet efterår, og haverne ikke kræver ret meget pasning, er det blevet madlavning og fællesspisning i beboerhuset, der samler børnene om tirsdagen.

Haverne og de aktiviteter, der følger med, har været til glæde for mange.

"De fleste af beboerne i Højvangen bor i lejlighed og har ikke mulighed for at dyrke grønsager. Det er også rigtig vigtigt, at de børn, der bor her, mødes og får mulighed for at lære hinanden at kende," siger Tine Sædholm Pedersen, der er ansat som tovholder.

Hun tilføjer, at der ud af projektet gerne skal vokse aktiviteter, som børnene skal være med til at organisere, for eksempel biografture, udflugter og indkøb af legeredskaber.

I løbet af sommeren har en gruppe på fem børn passet haverne - plus dem, der blev draget af, at der skete noget. Nu hvor madlavning er kommet på programmet er der cirka 16 børn hver gang.

"Sjovt at plukke planter"

"Det er sjovt at gå rundt og plukke planter og lave mad," siger Tajs, 12.

Han har boet i Højvangen hele sit liv og synes, at det er blevet sjovere at bo her nu, efter at haverne og madholdet er startet. Det samme synes Maya, Mia, Fatima, Nagram, Sham, Gabriel og David, der alle er med i køkkenet denne tirsdag eftermiddag. De siger:

"Jeg kan godt li at plukke det, vi selv har dyrket. Det er friskere og smager bedre."

"Det er rart at have noget at lave, når vi kommer hjem fra byen."

"Det er rigtig sjovt at være her og møde andre børn."