Guldfest: "Vi har været på hjemmesiden først"
Der blev krydset af til den ... okay, store guldmedalje
De første personer som gæsterne til Guldfesten i InSide mødte torsdag aften var Anne Grethe Riis og Peter Rafn fra henholdsvis Kulturelt Samvirke og Idrætssamvirket i Favrskov.
"Nej, der har ikke været nogen problemer - indtil videre," lød det fra Peter Rafn og godt det samme. For Rafn sidder også i bestyrelsen for Favrskov Brydeklub, så han kan sikkert et par tricks.
Parret var en del af de frivillige, som hjalp til ved arrangementet, der fejrede de sports- og kulturfolk, som publikum og en jury kunne stemme på som Årets et-eller-andet. Fem priser blev delt ud i alt.
"Vi har kigget på hjemmesiden, inden vi kom her." Hadsten Spejderne Nanna Thomsen og Ida Thomsen (som ikke er søstre) stod med deres stemmesedler og ledte efter netop de navne, som skulle have krydset.
"Hinnerup Garden står her," nåede reporteren lige at høre, inden de to spejdere forsvandt ind i salen til alle de andre spejdere.
Men et par af krydserne er sikkert også gået til deres spejderkammerat Nicklas Klit Sørensen, der hjemtog titlen som Årets Leder. Iøvrigt en pris som blev fulgt af en ordentlig spejderhilsen, 'Tjikker Likker Tjikker Likker Tjau Tjau Tjau.'
Hinnerup Garden snuppede æren og de gode penge som fulgte Årets Initiativpris. Og kvitterede med en minikoncert for blæserkvintetten. Hør dem spille i video-indslaget.