Rema 1000 åbner ny butik i Frederiks Allé i næste uge
Ny Rema 1000 i Aarhus C vil have særligt fokus på City-kunderne
En ny Rema 1000 butik slår torsdag 14. marts klokken 8.00 dørene op i Frederiks Allé 148 på hjørnet af Absalonsgade i Aarhus C.
"Vi kommer til at have det fulde Rema 1000-sortiment, men vi kommer til at sætte et øget fokus på at skabe en butik for city-kunderne, der prioriterer gode kvalitetsvarer, en skarp ferskvareprofil og ordentlige holdninger til for eksempel miljø og økologi," siger købmand Christoffer Kjærlund Christiansen i en pressemeddelelse fra Rema 1000.
Købmanden og hans 25 medarbejdere har sat sig for at bevise, at man godt kan være en lokal købmand, selvom man driver en butik midt i Aarhus.
"Rema 1000 er kendt for at være den lokale købmand, der har gode holdninger både til varernes kvalitet og til mennesker. Jeg vil bevise, at man stadig i byen kan nå langt ved bare at hilse på kunden og ved at have glade, engagerede medarbejdere, der hele tiden står klar til at give vores øverste chef lidt mere, end de forventer," siger Christoffer Kjærlund Christiansen.
Meget ung købmand
Den nye købmand er blot 26 år, men har arbejdet i over 10 år i Rema og glæder sig som en lille dreng til at stå i spidsen for sin egen butik.
"Lige siden jeg startede som flaskedreng i 2008, mens jeg stadigvæk gik i gymnasiet, har jeg gået og drømt om at blive købmand. Jeg havde egentlig en forestilling om at læse videre på universitetet, men jeg blev bidt af Rema 1000. Der besluttede jeg mig for at gå helhjertet efter at blive købmand. Siden da har jeg været heldig at arbejde med nogle dygtige købmænd, der har troet på mig, givet mig ansvar og motiveret mig til hele tiden at ville mere. Nu glæder jeg mig derfor til selv at blive den mentor, jeg havde muligheden for at lære af," siger Christoffer Kjærlund Christiansen.
"For mig svarer til det, hvis man som fodboldsspiller endelig vinder det danske mesterskab."
Roser og kaffe
Åbningsdagen bliver fejret med tilbud, og Christoffer stå klar klokken 8 med roser og vindmøller til de morgenfriske kunder, ligesom en kaffevogn fra 8.00-11.00 står klar til at slukke den værste kaffetørst.
Butikken på Frederiks Allé vil fra fredag 15. marts have åbent alle ugens dage fra klokken 7.00 til 23.00.
jr