Fortsæt til indhold

Afsked med passioneret skoleleder gennem 23 år

Gudenåskolen i Ry har taget afsked med sin karismatiske skoleleder gennem 23 år

Samfund
Ulla Hjøllund Linderoth, Skolebestyrelsen på Gudenåskolen i Ry

Gudenåskolen i Ry tog fredag 1. marts, afsked med John Eriksen, som igennem 23 år har været skoleleder på skolen. Det var en stor beslutning for John efter i mange år at have været hovedskribent på Gudenåskolen.

Den altid åbne dør som en stående invitation til dialog og med plads til krammere – også i en tid, hvor dette skabte politisk debat – vidner om en person med tydelige holdninger og en høj grad af empati.

Nu vil han til at lave sin egen fortælling. Sådan beskriver John selv overgangen til det otium, som venter forude. Afskedsreceptionen blev en festlig, men også vemodig ceremoni, der vidner om en højt elsket skoleleder, der nu som 65-årig har valgt at forlade sin post som skoleleder.

Elever, forældre og medarbejdere har nydt godt af den varme, karismatiske leder – en ildsjæl, som med hjertet på rette sted har stået i spidsen for skolen i både ned- og opgangstider.

Den altid åbne dør som en stående invitation til dialog og med plads til krammere – også i en tid, hvor dette skabte politisk debat – vidner om en person med tydelige holdninger og en høj grad af empati. Langskægget og lun i både blik og sind. John har favnet forskelligheden blandt medarbejdere, elever og forældre.

Glæde, tryghed og fællesskab

Gudenåskolens kerneværdier, glæde, tryghed og fællesskab, har i høj grad dannet rammen om Johns arbejde og virke for skolen igennem de forgangne 23 år. En skole, hvor alle er på, alle bliver set, og ingen bliver glemt.

Fra et elevtal på omkring 60 ved årtusindskiftet rummer skolen i dag 225 elever, en udvikling, som har krævet løbende tilpasninger. I løbet af Johns tid som leder er personalegruppen vokset tilsvarende, og nye organisationsstrukturer har været nødvendige.

Flere elever har krævet en større skole, og nye bygninger har været påkrævet i løbet af de seneste år. John har også været med til udviklingen af det seneste tiltag på den bygningsmæssige side, nemlig en tilbygning, som rummer tidssvarende naturfagsfaciliteter.

John har som skoleleder turdet nytænke. Da der opstod en reducering i Midttrafiks køreplan, var det en selvfølgelighed at investere i en bus for at opretholde et passende elevtal. Det blev til Gudenåskolebussen, som nu henter og bringer elever fra Skanderborg og omegn.

Håndboldlinje viste vej til fremtiden

Derudover giver bussen også mulighed for at åbne skolen op for det omgivende samfund og transportere elever ud til faglige og sociale aktiviteter uden for gå- og cykleafstand. Gennem alle årene har John stået i spidsen for den udvikling og løbende tilpasning, som har været nødvendig for skolen.

Et af de tiltag, der i nedgangstider blev iværksat i 1999 var en håndboldlinje. Selvom det var en døgnflue og ikke noget, der havde sin gang, viste det sig at danne konturerne af Johns efterfølger – nemlig en tidligere VM-mester i håndbold.

Sammen med afskeden med John Eriksen hilser vi hjerteligt velkommen til den nye skoleleder, Lone Mathiesen Laugesen, som netop i 1999 var kortvarigt ansat på Gudenåskolen for at varetage denne håndboldlinje.

En meget stor og varm tak til John for alt, hvad han har gjort og betydet for Gudenåskolen og for alle os, der på den ene eller den anden måde har været tilknyttet skolen igennem de forgangne 23 år.