Fortsæt til indhold

1000 nye træer i Galten og Skovby

Projektforum Galten-Skovby vil begrønne til gavn for både øje og helbred

Samfund
Arkiv

Ingen indfaldsveje uden begrønning. Sådan lød parolen på Projektforum Galten-Skovbys generalforsamling, hvor Arne Nielsen og Lars Eg Hoppe fortalte om et projekt med at gøre Galten-Skovby grønnere.

Historiebøgerne viser, at området tidligere har haft mange vejtræer, og med udgangspunkt i, at træer betyder meget for det fysiske velbefindende og holder luften ren og frisk er der derfor lavet et lokalt samarbejde med det formål at få plantet 1000 træer i Galten-Skovby. Målet er, at indfaldsvejene fremtræder grønne og indbydende.

LÆS OGSÅ: Galten har den fedeste skatepark i Østjylland

Projektforummet håber, at Skanderborg Kommune tager førertrøjen på og planter træer på Silkeborgvej. Dette projekt kan efterfølgende bruges som demonstrationsmodel, lyder det.

Det er arbejdsgruppens idé, at plantning og planter passer på det lokale sted, hvorfor der skal være æstetiske overvejelser i projekterne. Der kan være tale om træer, buske, slyngplanter og evt. stauder.

Bestyrelsens beretning blev godkendt. Der var genvalg til Karen Lindemann som formand og Lars Hoppe, Arne Nielsen og Kristian Skovhus blev ligeledes genvalgt som bestyrelsesmedlemmer.

cns