Ny torveplads med potentiale indviet
Mindet i Skanderborg blev i fredags indviet som midtbyens nye plads til torvehandel
”Vi håber, det her er startskuddet til meget mere torvehandel i Skanderborg. Torvehandel giver nemlig liv i midtbyen og styrken handlen i de faste butikker.”
Det sagde formanden for kommunens Miljø- og Planudvalg Claus Leick, før han klippede et rødt bånd til det nyåbnede torveareal på Mindet.
”I Byrådet har vi sat os for at gøre noget ved kommunens torve. Midtbyen i Galten og Ry har fået en ordentlig omgang hver på deres måde. Og Hørning er på vej. Nu er turen kommet til Skanderborg. På Kulturtorvet er for snæver plads til udvikling af torvehandel. Det kolliderede ofte med andre aktiviteter, og pladsen foran Kulturhuset står foran en større omlægning. Men her på Mindet er et potentiale, vi gerne vil udnytte," lød det.
Initiativet til en forbedring af mulighederne for torvehandel i Skanderborg kommer fra Cityforeningen. Tanken er at få hele Adelgade bedre i spil som en aktiv handelsgade. Torvehandel er et supplement til faste butikker og en modvægt til Bloms.
”I starten var her kun 2 boder – i dag har vi 12 Hvis bare nogle af disse boder kommer hver anden fredag eller den første fredag i måneden, tror jeg, det bliver en succes.”
"Jeg ser Mindet som en legeplads, hvor der for eksempel kan komme flere mindre gårdbutikker, kaffesælgere, vinsælgere, ølsælgere og små nørder."
"Nogle spørger måske, hvorfor er der ikke torvedag om lørdagen. Jo – hvis nogle stadeholdere har tid og kunder til det, så er der frit slag. Alle kan være med, alle må være her og det er gratis til hverdag," sagde Cityforeningens næstformand Jens Juhl ved indvielsen:
Interesserede stadeholdere kan henvende sig til Skanderborg City, som koordinerer pladserne på Mindet. Det er indtil videre kun om fredagen kl. 8.30-14, at nogle af parkeringspladserne bruges til torvehandel.
Når kommunen har høstet erfaringer fra en prøveperiode, er der planer om at forbedre de fysiske rammer på Mindet i dialog med Skanderborg City. Borgere er også velkomne til at indsende gode ideer og bemærkninger til: skanderborgmidtby@skanderborg.dk
cns