Letbane-arbejde på skinnerne kan give støj for naboerne
Aarhus Letbane er i øjeblikket i gang med at arbejde på skinnerne bestemte steder på letbanestrækningerne for at forbedre trafikafviklingen g for at reducere støjgener
Er man nabo til letbanen, så kan man godt risikere at blive generet af støj de næste par dage. I hvert fald hvis man bor ved de steder på strækningen, hvor der de kommende aften og nætter bliver udført sporarbejde. Det oplyser Aarhus Letbane på sin hjemmeside i to pressemeddelelser.
Mandag aften startede arbejdet med letbane-skinnerne i krydset Nørreport - Kystvejen i det centrale Aarhus. Det forsætter frem til onsdag morgen i aften- og nattetimerne. Der skal ifølge Aarhus Letbane etableres spoler til detektering af de letbanetog, der kører igennem krydset. Arbejdet kan give støj for de nærmeste naboer til krydset, da arbejdet kræver opskøring af asfalten.
For at genere trafikken mindst muligt har Aarhus Letbane valgt at udføre arbejdet i tidsrummet fra klokken 22.30 til 04.30.
De nye spoler vil forbedre trafikafviklingen for både letbanetog og biler i Nørreport-krydset, oplyser Aarhus Letbane.
Naboer har klaget over støj
I Malling kan enkelte naboer til letbanen også forvente støj på grund af sporarbejde på letbanen. Tirsdag og onsdag vil der nemlig i aften- og nattetimerne blive udført mindre sporarbejde i og syd for Malling. Der skal således skiftes enkelte skinnestykker og udføres svejsninger på nogle samlinger, oplyser Aarhus Letbane.
Arbejdet udføres for at reducere støj fra skinnesamlinger, der opstår, når letbanetogene kører henover samlingerne, letbaneselskabet på sin hjemmeside.
Ifølge pressemeddelelsen har flere naboer klaget over støj fra skinnesamlingerne. Derfor er arbejdet blevet fremrykket.
"Sporarbejderne udføres hovedsageligt om natten for ikke at forstyrre letbanedriften. De nærmeste naboer må forvente nogen støj og stærke lysglimt fra svejsningen, mens arbejdet udføres," står der i pressemeddelelsen.
jwh