Fortsæt til indhold

Sælger Danmarks bedste korn fra Vestermølle

Møllelauget på gaden for at sælge mel og informere

Samfund
John Pedersen

Når Møllelauget stiller op på gaden ud for Ugebladet til Sort Nat fredag 2. november, så er formålet både at profilere Restaurant Vestermølle og fortælle om kampagnen for at skaffe midler til Projekt Munkekroen til Vestermølle - men også sælge Danmarks bedste rug- og hvedefuldkornsmel,fra Vestermølle.

"At det er Danmarks bedste mel er ikke vores egen påstand men en bedømmelse fra Københavns Universitet," fortæller Jørgen Lund Christiansen fra Møllelauget.

100 år gammel kværn

Der er tale om mel der er formalet af dansk kvalitetsbrødkorn CO2-frit på en mere end 100 år gammel stenkværn trukket af en vandturbine.

"Vores frivillige møllersvende, vi har et dusin af dem, skruer kværnen hårdt sammen for at få fint formalet fuldkornsmel. Så skal det ikke sigtes, som almindelig mel fra supermarkedet," konstaterer Jørgen Lund Christiansen.

Det frasigtede er kernernes yderste dele, hvor de fleste vita miner og mineraler sidder.

Den del går i kassen til dyrefoder. Og det er jo godt. Men på Vestermølle - og andre steder, hvor man maler på stenkværn reserveres også de fine dele til mennesker.

God værtindegave

Jørgen Lund Christiansen oplyser, at kapaciteten på sådan en mølle er forfærdelig.

"Mølledammen tømmes på en formiddag og så er der malet sølle 150 kilo mel. Men altså af fineste kvalitet. Skulle vi betale vandafledningsafgift og give møllersvendene løn, skulle et kilo mel koste 700 kroner."

Møllelauget sælger melet for 25 kroner for et kilo. 40 kroner for to og 100 kroner for fem kilo.

Jørgen Lund Christiansen lokker med fem kilo som en rigtig god værtindegave.

Og så følger der opskrifter med. der er så gode og let forståelige, at selv mænd kan bage efter dem.