Børn i Aarhus skal samle cigaretskodderne op
Stor skraldeindsamling starter mandag - i år med fokus på cigaretskodder
10.000 børn fra Aarhus kommune skal i næste uge ud og samle cigaretskodder. Det skal de, fordi de er med i Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling. For første gang tæller man i år de cigaretskod, som børnene får samlet ind.
Det hele startes op mandag den 25. marts klokken 11 i Botanisk have. Miljøminister Jakob Ellemann Jensen kommer og samler skodder og andet affald op sammen med 4. klasse fra Samsøgade skole og Maria Reumert Gjerdin, der er præsident i Danmarks Naturfredningsforening.
Hele næste uge samler børn skrald og skodder op i deres nærmiljø. Mange skoler i Aarhus Kommune er meldt til. Naturfredningsforeningens affaldsindsamling slutter søndag den 31. marts, hvor hele Danmark går ud i naturen og samler op efter alle dem, der ikke kan finde ud af at samle sit eget skrald.
146.000 børn deltager i affaldsindsamlingen på landsplan.