Fortsæt til indhold

“Jeg burde begynde at ryge”

Lasse Borgbjerg fra Vitten Grafisk kan frit skifte til andet selskab, efter at Telia har givet op. Der er bare ikke andre alternativer

Samfund
Kian Johansen

“Måske er der en løsning på vej. Jeg har hørt noget om, at man kan lave mobilsignal over wifi. Wifi-calling Det skulle komme til efteråret,”
Smilet og humoren er i behold hos Lasse Borgbjerg fra Vitten, der siden 1979 har været i bogtrykkerbranchen, da han begyndte at hjælpe faderen i barndomshjemmet.
I 1999 overtog han Vitten Grafisk og flyttede hjem året før.

Se kortet over Favrskovs mobilhuller her
Googlemap med læsernes egne mobilhuller

Kontoret i børneværelset

I dag ligger kontoret i det tidligere barneværelse, hvor han sov som barn.
“Jeg overvejer at rykke kontoret ovenpå, for der er ofte bedre signal. Tit når jeg sidder hernede, så ryger forbindelsen uden varsel.”
Mobilselskabet Telia har ellers forsøgt meget. Før dem har andre udbydere også forsøgt sig, men uden held.
På bagvæggen hænger en sort boks, en telefoncentral fra det hedengange Skyline.
På reolen står en kæmpe antenne, forbundet med internettet.
Heller ikke det virker.

Hvor driller mobil-dækningen dig?
Skriv din kommentar i debatfeltet.

Nokia funker

Han hiver en papkasse frem med gamle mobiler, antenner, forstærkere og andet elektronisk isenkram. Der har været forsøgt meget gennem tiden.
Kun når Lasse Borgbjerg med et kæmpesmil tager en gammel Nokia G1 med påklistret smiley frem, så funker det.
“Vi kan komme på 2G-signalet, selv ovre på lageret. Men det kan ikke passe, at man i 2015 skal rende rundt med en tryk-knap mobiltelefon,” undrer han sig.
I den anden hånd kigger han på den store skærm på en Samsung smartphone. Angiveligt den bedste på markedet, med den bedste antenne.
Tit misser han opkald og at gå på nettet er noget han gør, når han står det rigtige sted, nemlig ude på trappen.
“Inde på trykkeriet, her på kontoret og på lageret, så forsvinder signalet uden varsel. Tit kommer der ti ubesvarede opkald frem, når jeg får signal,” fortæller Lasse Borgbjerg, der dog ikke er bekymret for forretningen.
“Vi kører mere og mere over nettet, så det er ikke så vigtigt som tidligere at kunne svare hurtigt på telefonen,“ mener han.

Barndommens værelse er nu kontor og her forsvinder mobilsignalet tit.

Det nødvendige signal

Alligevel efterlyser han handling, hvis mindre landsbyer som Vitten skal overleve på sigt.
“Det her er jo infrastruktur og en nødvendighed, ligesom det, at der kommer en sneplov forbi og rydder om vinteren.”
Han kunne ikke drømme om at forlade barndomsbyen og sin forretning, men forstår godt, hvis det kan være svært for andre erhvervsdrivende at slå sig ned et sted uden stabil dækning, både internet og mobilsignal er nødvendigheder i dag.
“En politiker lavede en sjov sammenligning: Der findes flygtningelandsbyer med bedre signal end i Vitten.”