Fortsæt til indhold

Hvor er dine?

Teleekspert har udarbejdet dækningskort, der viser hvor der kan være mobilhuller i Favrskov. Skriv, hvor du ikke kan få mobilen til at række, i kommentarfeltet

Samfund
Kian Johansen

Måske kender du det, at signalet forsvinder, eller telefonsamtalen bliver afbrudt, fordi signalet er blevet for svagt. Der er stadig mobilhuller i Danmark - også i Favrskov-området.
Du kan selv gøre lidt for at finde ud af, hvem der har den bedste dækning. Udbyderne har nemlig dækningskort på deres hjemmesider, der kan give en god indikation af, hvordan dækningen er forskellige steder, og der kan være stor forskel på netværkene.
Se kortet over Favrskovs mobilhuller her
Googlemap med læsernes egne mobilhuller

Tre netværk

Der er tre netværk til mobiltelefoni i Danmark. De drives af TDC, 3 og Telia og Telenor. Telia og Telenor har haft hvert deres netværk, men i dag deler de samtlige master i hele landet og har dermed identisk dækning.
Hjemmesiden Forbrugseksperten.dk vejleder forbrugere om mulighederne på mobilmarkedet, og de har set nærmere på den udendørs dækning i Favrskov-området for FavrskovPosten.
Hvor driller mobil-dækningen dig?
Skriv din kommentar i debatfeltet.

Teleekspert Laust Stoltze fra Forbrugseksperten.dk har udarbejdet et kort, der viser hvor dækningshullerne er i Favrskov-området.

Sådan er dækningen

I Favrskov-området er der flere markante problemer med dækningen, fortæller teleekspert Laust Stoltze fra Forbrugseksperten.dk.
"Generelt er der fin dækning mange steder, men omvendt er der også flere steder, der er ramt hårdere på dækningen, end mange andre steder i landet. Nogle af stederne er ramt på tværs af alle udbyderne, men der er også flere steder, hvor man kan få markant bedre signal ved at vælge den rigtige udbyder, forklarer teleekspert Laust Stoltze fra Forbrugseksperten.

Problemer ved Hammel

Blandt andet er der større problemer i området nord for Hammel. Særligt langs Granslev å hele vejen til Granslev.
Også øst for Hammel har netværkene problemer i et stort område både nord og syd for Viborgvej. Problemer der vel at mærke er gældende på alle tre netværk.
I Houlbjerg skov er der generelle problemer med netværkene – særligt Telia og Telenors fælles netværk, mens 3 og især TDC umiddelbart ser ud til at være bedre med, men absolut heller ikke har problemfri netværk i området.
Desuden er der problemer fra Hinnerup og i fugleflugtslinje næsten hele strækningen mod Sall, hvor TDC's netværk dog ser ud til at stå stærkere end de øvrige.
På 3's netværk er der desuden markante problemer i store dele af området omkring Laurbjerg, Bøstrup og Lerbjerg, hvor der flere steder især er problemer med at få datadækning. I disse områder er TDC og Telenor/Telia til gengæld rimeligt dækket ind.
Hvor driller mobil-dækningen dig?
Skriv din kommentar i debatfeltet.

Små dækningshuller

"Generelt er der rigtigt mange små lokale dækningsproblemer. Mange steder er der godt nok bundsolid 4G-dækning, men der er absolut flere steder i området, hvor der er markante problemer med dækningen – også til tale," forklarer Laust Stoltze fra Forbrugseksperten.dk.
Helt overordnet står TDC skarpest i området, mens Telia og Telenors netværk også er solidt med. 3's netværk har flest problemer i området, og især hvis du har brug for gode datahastigheder, halter de efter.

Flere udbydere

Generelt er der naturligvis mange flere udbydere, men de mindre lejer sig ind på ét af de tre netværk.
Især hos de små udbydere, skal man ofte bestemme, om man vil have 4G med mod en merpris.
"Mange behøver ikke lægge vægt på 4G. Det bliver først for alvor vigtigt, hvis du vil kunne streame video fra din telefon – derudover har du sjældent brug for så høje hastigheder på telefonen. På især TDC's netværk kan der dog tit være bedre signalstyrke til 4G end 3G – og det gælder faktisk ikke mindst uden for byerne, så her kan det være ekstra relevant at se mod 4G," fortæller Laust Stoltze.
4G kan endnu ikke bruges til samtaler, men det vil på sigt blive muligt på alle netværk, og er allerede i testfasen og vil formentlig blive muligt i løbet af 2015.
Også Telia og Telenor har rigtigt solid 4G-dækning også uden for byerne, mens 4G på 3's netværk til gengæld i højere grad er begrænset til byerne i Favrskov-området – Fårvang, Aidt, Galten, Låsby og Hadsten har eksempelvis 4G, mens det meste af Hinnerup til gengæld ikke har 4G-dækning på 3's netværk, ligesom byer som Langå og Laurbjerg også må vente på 4G fra 3.