Fortsæt til indhold

Livet rykker ind på Rundhøjtorvet

Resten af året er der nu planlagt tre forskellige events på Rundhøjtorvet. De skal skabe positiv energi og liv

Samfund
Camilla Olesen

Nu er det ikke længere bare snak. Der sker rent faktisk noget.
De to lokale byrådspolitikere, Esben Kullberg (S) og Christian Budde (V) har sammen med lokalområdet fået sat datoer på tre forskellige events, der kommer på Rundhøjtorvet.
Første gang bliver lørdag 4. oktober, hvor temaet er torvedag og streetevents. Der vil være boder, parkour, lokale rappere, graffiti og meget mere. Det kommer til at køre klokken 10-13, og der er en forventning om, at der kommer en masse forbi på dagen.
“Der har været mange sten på vejen, men vi synes, at der de seneste uger er kommet skred i tingene. Der har været meget arbejde med tilladelser og praktik, men nu rykker det,” siger Christian Budde.

Ny energi

Lokalavisen Aarhus har hele året skrevet meget om problemerne på torvet med blandt andet smadrede butiksvinduer og hashsalg. For nogle uger siden opfordrede Esben Kullberg og Christian Budde i avisen til, at folk skulle melde sig, så der kunne komme gang i eventsene, og det har de gjort.
To af dem, der har meldt sig, er de lokale forretningsdrivende på torvet, Louise Corneliussen, der netop har åbnet Bodycool og Annette Elkrog, indehaver af FootCare gennem det seneste år.
“Jeg synes, det er vigtigt at deltage i de her arrangementer, så vi kan få gjort noget ved det blakkede ry, der er omkring Rundhøj. Vi skal have den gode energi herud,” siger Annette Elkrog, og Louise Corneliussen supplerer:
“Rundhøj skal være det fedeste mødested i Aarhus Syd. Jeg brænder for området.”
Sammen med Esben Kullberg og Christian Budde håber de to kvinder, at der kommer nogle hundrede mennesker forbi 4. oktober, og at der bliver endnu flere på de efterfølgende to eventsdage, 1. november og 29. november.
De pointerer, at det er vigtigt, at der bliver fortalt de gode og positive historier fra området, og selv om der tidligere har været ballade på torvet, så er de to kvindelige forretningsdrivende glade for området.
“Der er et rigtig godt forretningspotentiale her. Det er nemt at komme hertil, og der er gode parkeringsforhold. Samtidig er der en super god energi i området,” siger Annette Elkrog, og kollegaen Louise er enig:
“Der er mange stærke ressourcer herude, og der er ingen tvivl om, at når der kommer flere forretninger, så giver det også liv til området.”
De håber, at man kan holde fast i den gode og positive energi, der er kommet, og at events og torvedage kan blive til en tradition fremover.
“Vi står sammen om det her projekt alle sammen. Vi skal have kommunikeret ud, at Rundhøjtorvet rent faktisk er et fedt sted at være,” siger Christian Budde, der blandt andet kan glæde de besøgende med, at Karoline fra X Factor kommer og optræder 4. oktober.