Når bøffen skal være i øjenhøjde
Nærhed til dyr og natur er baggrund, når 30 Ry-borgere holder kødkvæg til opfedning på eng
De cirka 30 medlemmer af Ry Kogræsserlaug har valgt at arbejde lidt mere for føden end mange andre forbrugere, når menuen står på oksekød.
I stedet for at købe stegen eller den røde bøf klar til pande eller ovn i supermarkedet, så vælger de lokale kogræsser-folk en noget anden tilgang.
I maj køber lauget fire et år gamle Angus-køer, som de sætter til at græsse en tre hektar stor eng ved Knudhule frem til november, hvor køerne slagtes og kødet fordeles til medlemmerne.
Kogræsserlauget er et år gammelt nu, og det fungerer sådan, at det koster 100 kroner at blive medlem. Dernæst kan man tegne sig for en kødpakke senest ved generalforsamlingen.
“Der bliver til otte pakker a cirka 25 kilo i et dyr, og med fire køer passer det meget godt til antallet af medlemmer,” uddyber Benny Plesner Nielsen og nævner, at kødet koster cirka 60-65 kroner pr. kilo.
Til gengæld forpligter medlemmerne sig til at indgå i en turnus om at se til dyrene, der skal have besøg hver dag. Men det er også en del af fornøjelsen ved at være med, lyder det.
“Det er herligt at sætte sig på bænken hernede, spise en is og se dyrene tygge drøv,” afslører Benny Plesner Nielsen.
Det er nærheden og i øvrigt også fællesskabet i lauget, der er drivkraften.
“Mange har ikke et forhold til dyr, naturen og det, vi spiser. Her kommer du tæt på, ser dyrene vokse sig store, ligesom du ved, at de har haft det godt,” fremhæver Benny Plesner Nielsen.
Skanderborg Kommunehar stillet arealet til rådighed. Køernes afgræsning forhindrer, at engen springer i skov, og fremmer plantelivet.