Nyt skønhedstilbud med spa-behandlinger i Låsby
Behandlere slår sig sammen og håber, at flere behandlere vil samles på Arhusvej 14 i Låsby
Akupunktur, fodterapi, psykologi, kosmetologi, sakralterapi, kinesiologi, klangmassage, TFT-behandling og flere former for massage er allerede på listen over de mange behandlinger, man kan få på Århusvej 14 i Låsby.
Nu er spa-behandlinger føjet til den lange liste.
"Man kan komme selv eller som par, hvor begge får behandling samtidig. Det kan vi, fordi vi har valgt at samarbejde på tværs i huset og bruge hver vores spidskompetence," fortæller Sys Bøjen, indehaver af SB Akupunktur og sundhed.
Spa-behandlingen giver blandt andet hele kroppen peeling, serum, maske og bindevævsmassage, så appelsinhuden ryster af skræk ved bare tanken.
Hele kroppen i fokus
"Vi synes lige så godt, vi kan udnytte, at vi kan gå sammen og give folk en skøn oplevelse af velvære. Jeg tager mig af det indre, mens Rikke Eg Lange, som er indehaver af Nail & Beauty, sørger for det ydre. Det giver en større og mere total oplevelse, når man behandler hele kroppen," forklarer Sys Bøjen om tankerne bag det nye koncept.
Siden 2012 har hun været akupunktør og behandler af blandt andet stress og fertilitet på Nørregade i Aarhus. Sidste år søgte hun med sin mand og to børn efter et hus væk fra midtbyen.
"Det var meget tilfældigt, at vi endte i Låsby. Faktisk kiggede vi mod Højbjerg. Men vi har ikke fortrudt det et eneste sekund. Motorvejen er jo tæt på. Det betyder også, at mine kunder fra Aarhus alle er fuldt med til Låsby. Den nemme tilgang til huset her på Århusvej 14 gør det attraktivt for os behandlere, da kunderne kommer fra hele midtjylland," fortæller Sys Bøjen.
Borgere og andre kunder har allerede taget den nye spa-behandling til sig. Rikke Eg Lange og Sys Bøjen drømmer om, at lignende tiltag kan påbegyndes i fremtiden. Sammen med udlejeren, Jørgen Jensen, fra Avant Danmark vil de gerne have flere lejere i huset, som kan bidrage til folks sundhed.
Vil samle sundheden
"Det kunne være dejligt at få en lægepraksis, en tandlæge og en kiropraktor ind i huset, så vi bliver et slags sundhedshus i Låsby. Udover at gøre det nemt for de mange brugere at samle alle ydelser under ét tag, så giver det også et unikt kollegialt fællesskab blandt alle os behandlere. Vi er hver især iværksættere med egen forretning, men på denne måde kan vi sparre med hinanden, fjerne eventuelle ensomhedsføleleser og lave tværfaglige tilbud, som med den nye spa-behandling," siger Sys Bøjen om tankerne om at samle sundheden i nummer 14, som huset kaldes i folkemunde.
På nuværende tidspunkt er der blandt andet to store lokaler ledige, som nogle yoga-instruktører allerede har været at kigge nærmere på. Den tidligere FDB-bygning giver mange forskellige muligheder for lejerne.
"Det kunne være alletiders med yoga-hold eller lignende i de store lokaler. Derudover er der også mulighed for at afholde foredrag her, fordi pladsen er til det," uddyber Sys Bøjen, som netop er udpeget af migræneforeningen til at holde et foredrag i nummer 14 om et større migræneprojekt, hun arbejder med.