Fortsæt til indhold

Alle gode gange tre: Hørning tager endnu en tur på cykel til Paris

Gruppen bag cykel-projektet Hørning-Paris er klar til tredje runde

Samfund
Grethe Bo Madsen

Da styregruppen fra Hørning-Paris i december sidste år iført røde klovnenæser mødte op på børneafdelingen på Aarhus Universitetsafdeling i Skejby for at aflevere en gavecheck på knap 65.000 kroner til Hospitalsklovnene, var der lidt hvisken i krogen om endnu en tur.

Den hvisken er nu blevet til vished, og ny formand for styregruppen, Klaus Jeppesen, glæder sig til sin fjerde cykeltur til Paris.

"Jeg cyklede første gang de 1200 kilometer til Paris i 2008, og har også været med i 2015 og 2017 som en del af styregruppen bag Hørning-Paris," fortæller Klaus.

"Det handler ikke kun om at udfordre mig selv, men også om at være med til at flytte grænserne for andre. Få dem med og få dem til at gennemføre og bagefter høre, hvor meget det egentlig har betydet for dem. Det er en rigtig god oplevelse," konstaterer han.

"Turen til paris skaber et helt særligt fællesskab og nye relationer for livet."

Fortræningen begynder for alvor i februar 2019, og når holdet sætter ud på turen til Paris 7. juli 2019, skal samtlige deltagere have tilbagelagt minimum 4.000 træningskilometer i sadlen og deltaget i 19 fællestræninger.

"Fællestræningerne er vigtige for at blive fortrolige med at køre sammen i et stort felt," forklarer Klaus.

Overskuddet fra turen vil også i 2019 gå til De Danske Hospitalsklovne.