Var frustrerede, så nu åbner de privat børnepasning
Gitte Thomsen og Camilla Alstrup er trætte af at føle sig utilstrækkelige i den kommunale vuggestue. Så nu har de selv åbnet 'Frødammen' i Virring
Hvad der før var et slidt, gammelt snedkeri står nu knivskarpt som en drøm af et gennemrenoveret børneunivers med tumleting, gynge, motorikaktiviteter og fordybelsesrum. Navnet på hele herligheden er 'Frødammen', en ny privat stordagplejer - eller børnepasser, som kommunen jo har bestemt, at de private skal kalde sig.
I virkeligheden er vi i Gitte Thomsens hjem i Virring, men Frødammen er helt adskilt fra privaten og har således både egen indgang, badeværelse og køkken.
Du skal da være privat stordagplejer sammen med mig. Og det kunne jeg ligesom ikke argumentere imod
Bag Frødammen står Gitte Thomsen, uddannet sundhedsplejerske, og Camilla Alstrup, uddannet pædagog.
"Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville have et arbejde herhjemme. Da jeg så var vikar i den vuggestue, hvor Camilla arbejdede, luftede jeg mine idéer for hende om at starte noget op hjemme, men hun fejede mine planer af bordet og sagde: 'Du skal da være privat stordagplejer sammen med mig. Og det kunne jeg ligesom ikke argumentere imod," fortæller Gitte Thomsen med et grin.
Faste voksne hele dagen
Den beslutning blev truffet for et år siden. Og nu er de to børnepassere så klar til at modtage otte børn fra nul til tre år.
Vi laver kontrakter på hver vores børn, men er fælles om ansvaret i hverdagen
"Vi er godkendt til i alt 10 børn, men ønsker kun otte. I en overgangsperiode kan vi så have et ekstra barn," fortæller Gitte Thomsen, og Camilla Alstrup fortsætter:
"Vi laver kontrakter på hver vores børn, men er fælles om ansvaret i hverdagen. Det at være to giver fordele og frihed. Vi kan eksempelvis opdele os og fordybe os med en mindre gruppe børn - måske tage
på tur kun med de ældste."
Og skulle én af de to blive syg, kan børnene stadig komme afsted.
Vi gør nemlig brug af faste vikarer. Det er altså yderst sjældent, børnene må blive hjemme
"Vi gør nemlig brug af faste vikarer. Det er altså yderst sjældent, børnene må blive hjemme. Det vil kun ske, hvis vi begge bliver syge på samme tid. Det giver en tryghed, at der er faste voksne og en genkendelighed samt fast struktur i hverdagen," siger Camilla Alstrup.
Nogle andre vilkår
Netop det her med "faste voksne hele dagen" er én af årsagerne til, at de to kvinder starter op selv.
"I vuggestuen er jobbet ikke tilfredsstillende. Vi kan ikke nå det, vi gerne vil, og følelsen af ikke at slå til er frygtelig. For eksempel har man ikke ansvaret for de samme børn hele dagen, så når forældrene spørger, hvordan deres barn har haft det, kan vi ikk svare på det," siger Gitte Thomsen, før Camilla Alstrup fortsætter:
"Men vi elsker jo det her job. Det skal bare være i et andet regi end kommunalt, så vi kan byde både børn, forældre og os selv nogle andre vilkår."
Alt er i børnehøjde
Et af "de andre vilkår" er eksempelvis indretningen af Frødammen. Der skulle en temmelig stor renovering til, før stedet blev anvendeligt, men den process har samtidig givet Gitte og Camilla mulighed for at få tingene præcis, som de ønsker det. Lige fra gulvvarme til hæve/sænke-puslebord.
"Det har været så dejligt. Vi har sørget for, at der er plads til lidt af hvert i små baser. Og alt er nede i børnehøjde, så ungerne selv kan lege med lige netop det, de gerne vil, og selv kan være undersøgende og bruge fantasien," fortæller Gitte Thomsen, som tilføjer, at puslebordet netop også skulle være i børnehøjde, så ungerne selv kan kravle derop.
Alt er nede i børnehøjde, så ungerne selv kan lege med lige netop det, de gerne vil
Udenfor bliver haven også særligt tilpasset blandt andet med et krybberum, så alle kan sove ude - og Frødammen sørger for dyne og lignende. Faktisk sørger Frødammen for alting: Mad, solcreme, bleer, entréer og så videre. Forældrene skal kun medbringe barnet og skiftetøj.
Alt dette er der allerede tre-fire, forældrepar, som har sagt tommelop til med start i august. Der er altså plads til fire børn mere, som gerne må starte med det samme, fortæller Camilla Alstrup:
"Vi er klar nu! Vi går bare og venter... eller faktisk kan vi jo slet ikke vente."