Fortsæt til indhold

Velfærdstalenter fra Skanderborg blev hædret på Christiansborg

Dagplejer Aviaja Bjerregaard og social- og sundhedsassistent Maja Hampen Jakobsen blev hyldet på Christiansborg for at være to af velfærdens helte

Samfund
Arkiv

På Christiansborg, repræsenterede jeg jo ikke kun mig selv, men dagplejen som helhed. Jeg har en masse dygtige kollegaer, som brænder lige så meget for deres arbejde, som jeg gør

velfærdshelte To ansatte fra Skanderborg Kommune - Aviaja Bjerregaard, der er dagplejer i Skanderborg Midtby, og Maja Hampen Jakobsen, der er social- og sundhedsassistent i hjemmeplejen i Galten - fik torsdag 25. april 2019 et kæmpestort skulderklap på Christiansborg.

De to var nemlig med på listen over Danmarks 100 største velfærdstalenter under 35 år.

Alle har kunnet indstille kandidater, og siden har et dommerpanel udvalgt de 100 største velfærdstalenter.

Stolt af sit arbejde

Dagplejer Aviaja Bjerregaard blev indstillet af sine kolleger i dagplejen, og de skrev blandt andet følgende i indstillingen: "Aviaja er en ildsjæl inden for sit job som dagplejer. Vi er imponerede over hendes energi og kreativitet, så hun er helt sikkert vores velfærdstalent."

"Det betyder rigtig meget for mig, at mine kollegaer har indstillet mig. Det viser jo, at de synes, at jeg gør en forskel for både dem, børn og forældre, og det er en dejlig anerkendelse at få. Jeg elsker mit job, og er stolt af at arbejde som dagplejer. På Christiansborg, repræsenterede jeg jo ikke kun mig selv, men dagplejen som helhed. Jeg har en masse dygtige kollegaer, som brænder lige så meget for deres arbejde, som jeg gør," understreger Aviaja Bjerregaard, der håber at kåringen kan få flere til at få øjnene op for dagplejens styrker, som blandt andet er nærvær, tætte relationer og trygge rammer for børnene.

Arbejder for fællesskabet

Bag kåringen af de 100 velfærdstalenter står PenSam og FOA Ungdom, som ønskede at skabe et alternativ til Berlingskes kåring af erhvervstalenter.

"Vi gerne vil sætte fokus på de unge, der har valgt et arbejde, hvor de hver dag gør en stor forskel for andre. Vi vil gerne trække deres faglighed frem i lyset og vise, hvad deres indsats betyder for den nære velfærd," fortæller Torsten Fels, adm. direktør i PenSam.

Det er andet år i træk, at kåringen af Danmarks 100 største velfærdstalenter finder sted.

-bo