Fortsæt til indhold

Skanderborg-anfører åbner egen fys-klinik

Håndboldspilleren Morten Kirk Olesen slår 1. maj dørene op til en ny fysioterapeutisk klinik på Klamsagervej 32 i Aabyhøj

Samfund
Arkiv

Anføreren for Skanderborg Håndbolds succesfulde liga-mandskab, 31-årige Morten Kirk Olesen, får onsdag 1. maj opfyldt en længe næret drøm om at åbne egen fysioterapeutisk klinik. Det sker, når han åbner klinikken Profysionel på Klamsagervej 32 i Aabyhøj.

"Profysionel er en fysioterapeutisk klinik for private kunder og for virksomheder, der ønsker en ordning, så deres medarbejdere er sunde og friske og dermed kan yde mere og forhåbentlig undgå sygedage. Ca. en fjerdedel af sygefraværet på arbejdsmarkedet og førtidspensionering kan relateres til muskelproblemer i arbejdsmiljøet," siger Morten Kirk Olesen, der blev uddannet fysioterapeut for fem år siden og senest har arbejdet på en klinik i Horsens.

"Vi tilbyder professionel behandling med hurtig diagnostisering og et forløb personligt tilpasset til den enkelte patient gennem behandling, forebyggelse eller genoptræning i et målrettet forløb. Klinikken har eget fitness-center og med rig mulighed fysisk udfoldelse. Vi arbejder med stort engagement og sætter en ære i hjælpe alle til en bedre hverdag ved individuel behandling og træning," fortæller Morten Kirk Olesen.

Morten Kirk Olesen har som fysioterapeut erfaring fra privatpraktiserende klinikker og fra mange diagnosekategorier, eksempelvis Parkinsons, sclerose, artrose (slidgigt) i nakke/skulderåg, i lænderegionen og hofte og knæ.

Morten Kirk Olesen har været professionel håndboldspiller i 12 år. Han spiller nu på 8. sæson i Skanderborg Håndbold og har gennem mange timers træning kombineret med sin uddannelse opnået stor indsigt i fysisk træning, skadesforebyggende træning, genoptræning og coaching. Dertil har han stor viden inden for idrætsfysioterapi præstationsoptimering, genoptræning og forebyggelse af idrætsrelaterede skader.

cns