Flertal i Syddjurs Byråd siger ja til at vælte Kalø Slotskro
Lokalplan plus Kommuneplantillæg for et muligt Velkomstcenter/Besøgscenter ud for Kalø Slotsruin vedtaget på onsdagens byrådsmøde
Efter en debat uden de helt store overraskelser og på et særdeles jævnt niveau rent retorisk vedtog det forventede store flertal i Syddjurs Byråd torsdag aften Lokalplan og tilhørende Kommuneplantillæg for et måske kommende Velkomstcenter/Besøgscenter ud for Kalø Slotsruin.
Debatten afslørede, at det er den erhvervsmæssige (turistmæssige) side, der fylder mest i hovederne på politikerne og ikke selve det historiske og kulturhistoriske perspektiv med den historiske Kalø Slotsruin og Hack Kampmann Huset, som fikspunkter.
Beslutningen i byrådet betyder, at den ikoniske Kalø Slotskro står til at falde, hvis såfremt bestyrelsen i Nationalpark Mols Bjerge formår at køre den proces, der nu følger efter byrådets beslutning torsdag aften, i mål.
Slotskroen er lige som resten af Kalø statens ejendom og bestyres på statens vegne af Miljøministeriet og Naturstyrelsen.
Siden 2001 har Naturstyrelsen forpagtet Slotskroen ud til Inger og Luigi Pillon.
Midt i 1990'erne vedtog den daværende Rønde Kommune en lokalplan, der gjorde det muligt at opføre et mindre besøgscenter for Kalø Slotsruin i forlængelse af slotskroen. Planen blev aldrig realiseret, men giver nu Nationalpark Mols Bjerge mulighed for at kickstarte et nyt projekt.
Stemmefordeling uden overraskelser
Som forudsagt stemmte Laila Sortland og Michael Mikkelsen (begge DF) og vikaren, Nicklas Sixhøj Nielsen (V), imod lokalplanen, men Socialdemokratiets gruppeformand, Michael Stegger Jensen (S), stemte med bagdelen.
Alternativets Mette Foged var fraværende, men hun ville have stemt ligesom flertallet, de 22 øvrige fremmødte i byrådssalen.
Vil det lykkes?
Den videre proces er det op til Nationalpark Mols Bjerges bestyrelse at tage sig af.
Et velkomstcenter er vurderet til at koste cirka 40 mio. kroner inklusiv renovering af Hack Kampmanns Strandhuset. Der har dog i debatten været nævnt beløb i størrelsesordenen fra cirka 40 til lidt over 50 mio. kroner.
De mange millioner skal komme dels som støtte fra fonde, dels som et mindre opsparet beløb af Nationalparkens egne midler og ikke fra Syddjurs Kommune.
Syddjurs Byråd har kun sagt ja til at bevilge fem mio. kroner til vejanlæg og parkeringspladser ved det kommende besøgscenter.
Men først skal projektet beskrives i detaljer, så de fredninger, der skal i hus, før der overhovedet kan tages et spadestik til et Velkomstcenter/Besøgscenter, bliver bogført og godkendt.
Det er således svært på nuværende tidspunkt at forudsige, hvornår Kalø Slotskro må lide døden.