Slut med sprøjtegifte i private haver
Samtidig med at 10 landmænd får påbud om at stoppe med sprøjtegifte i Beder-området, får en række haveejere varsel om det samme. Det oplyser Aarhus Kommune
Det er ikke kun 10 landmænd, der skal stopppe med at bruge sprøjtegifte i Beder-området. Det samme får en række haveejere nu. Det oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
”Vi skal alle sammen være med til at sikre rent drikkevand til fremtidens aarhusianere, og derfor skal vi også bruge de giftfrie metoder, når vi vil have mælkebøtter og skvalderkål væk fra nelliker og gulerødder,” siger Kristian Würtz, rådmand for Teknik og Miljø, i pressemeddelelsen.
LÆS OGSÅ: Byrådet har forbudt brug af pesticider i Beder
Der er allerede 29 boligejere, der har indgået en aftale med vandværkerne om ikke at bruge sprøjtegifte. For at undgå sprøjtegifte i beskyttelseszoner omkring vigtige boringer er der yderligere en række boligejere i Beder, der får varsel om, at det snart er helt slut med at bruge sprøjtegifte i haver, indkørsler og på terrasserne. Det er kun boliger tæt på boringer, der får varsel om ikke at bruge pesticider.
Varslet kommer samtidig med, at 10 landmænd får påbud om ikke at bruge gift på de marker, der ligger i sårbare områder.
”Selvom det er godkendte sprøjtegifte, der bliver brugt i haver og på markerne, er vi nødt til at sætte en stopper for brugen, inden vores drikkevand bliver forurenet. Det har vi pligt til via indsatsplanerne, der supplerer godkendelsesordningen, og som vi netop skal bruge i de særligt sårbare områder, hvor vores drikkevand er særligt udsat. Og de t gælder naturligvis uanset, om man har en lille have eller en stor mark,” siger Kristian Würtz.
Efter varslet har modtagerne fire uger til at komme med bemærkninger, ligesom de fortsat har mulighed for at indgå en frivillig aftale. Efter høringsperioden bliver afgørelsen truffet, og forbuddet træder i kraft fire uger efter, at det er meddelt. Det skriver Aarhus Kommune i pressemeddelelsen.
jwh